Når mennesker får varsler:
– Der findes en dimension, hvor tiden er ophævet

Tove Dahl, som er uddannet psykiater med speciale i psykoterapi, er ikke i tvivl om, at mennesker kan få varsler om, at der skal ske noget. Det har hun også selv oplevet. Det var faktisk da hun selv fik en fornemmelse af, at der var noget galt med en veninde, at hun begyndte at forstå, at der var mere mellem himmel og jord, end vi ser. Det blev også begyndelsen på, at hendes ateisme måtte vige for den kristne tro.

Der er mennesker, som har en medfødt evne til at få drømme om noget, der skal ske, siger Tove Dahl. Foto: KPK

En veninde havde født. Om natten fik Tove Dahl stærke smerter flere steder i kroppen og følte, at veninden var syg. Dagen efter fik hun pr. telefon at vide, at veninden virkelig var syg og havde smerter der, hvor hun selv havde haft det.
– Da jeg fik den besked, rystede jeg. Jeg forstod, at jeg havde haft en oplevelse, som hverken kunne forklares med „tilfældighed“ eller „det ubevidste“, som er de to mest almindelige kategorier, som psykologer og psykiatere putter uforklarlige ting i. Mit naturvidenskabelige verdensbillede styrtede i grus. Jeg var blevet overbevist om, at der fandtes en åndelig dimension, fortæller Tove Dahl.
Det blev begyndelsen til, at hun læste en masse litteratur om emner som parapsykologi, spiritisme og okkultisme. Men hun fik ikke noget tilfredsstillende svar. Omsider hentede hun Bibelen frem fra bogreolen og læste Ny Testamente to gange. Så blev hun overbevist om, at Bibelen fortalte sandheden.

Sådan noget sker

Hvordan vil du forklare, at nogen får varsel om noget, der skal ske?
– Emnet hører til under parapsykologien og ikke psykologien. At sådanne ting sker er der næppe nogen tvivl om. Der er skrevet en masse om emnet og gjort mange undersøgelser. Efter en omfattende ulykke i Storbritannien blev en række personer i nabolaget spurgt, om de havde haft nogen oplevelser af ulykken, før den skete. Det var der mange, der havde.

Tiden er væk

– Der er en overnaturlig dimension, en dimension hinsides det materielle. Der synes tiden at være ophævet, sådan som Bibelen taler om, at det skal ske engang. Fortid, nutid og fremtid smelter sammen. Det forhold mener jeg, vi må tage med i betragtning, når vi taler om parapsykologiske temaer, siger Tove Dahl.
Mener du, sådanne fornemmelser tilhører den neutrale sfære?
– Ja, der er mennesker, som har en medfødt evne til at modtage fornemmelser eller få drømme om noget, der skal ske, og som jeg mener, vi kan karakterisere som tilhørende det neutrale område. Sådanne oplevelser synes at være mere informerende, uden at der ligger en hensigt bagved.
Men der findes også to andre kategorier, sådan som Bibelen fortæller os.

Varsel fra Gud

I Apostlenes Gerninger står der om en profet, der havde fået besked fra Helligånden om, at Paulus ville blive bundet og udleveret til hed-ningerne. Hensigten med en sådan besked fra Guds Ånd var at forberede Paulus på det, som skulle ske. Andre steder læser vi om nogle, som fik et varsel om, at de skulle gøre bestemte ting, sådan som Josef og Maria fik det, da en engel viste sig i en drøm for dem og bad dem flygte til Egypten. Hensigten var, at de skulle undslippe Herodes’ folk, som ledte efter Jesusbarnet for at dræbe det.
Mener du, at Gud også giver sådanne varsler i dag?
– Ja, det sker i dag gennem profetiske ord og kundskabsord. De, som har en sådan åndelig nådegave, får oplysninger direkte fra Gud om mennesker og situationer. Men Gud taler også ved sin Helligånd til alle sine genfødte børn, som er stille for ham.

Spådomsånder

Men Bibelen fortæller også om spådomsånder og urene ånder. I Apostlenes Gerninger 16,16 læser vi om en kvinde, som var besat af en spådomsånd. Hendes herrer tjente gode penge på, at hun kunne spå. Men Paulus befalede i Jesu navn ånden at fare ud af hende. Det gjorde den, og hun kunne ikke længere spå, siger Tove Dahl, og advarer folk mod at have kontakt med det okkulte og alt, som har med onde ånder at gøre.
– Det er Guds Helligånd, i overensstemmelse med Bibelen, som kan give den vejledning, mennesker har brug for.