– Ved korsets tegn skal vi sejre!

Livet med den opstandne Kristus
vil altid sejre til gavn og glæde for andre,
siger Bent Hylleberg

Bent Hylleberg er studieleder i den danske del af SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi)

Hvad er formålet med SALT?
Målet er, at vore studerende får en forståelse af sig selv som kristne ledere, der besidder en grundlæggende indsigt i, hvad evangelium, menighed og tjeneste går ud på – set i teologisk, historisk og kulturelt perspektiv. Vi ønsker at give dem redskaber, så de får mulighed for at se sig selv som medarbejdere i kirkens mission. Vi taler derfor om en menighedsbaseret teologisk lederuddan-nelse, der sigter på en tjeneste i Guds mission.

Hvem uddanner sig på SALT?
Vore studerende er dels unge, der ønsker deres første uddannelse til en tjeneste for Gud, dels kristne, der ønsker at foretage et skifte i deres ‘karriere’. De kommer fra mange kirkelige baglande med vidt forskellige erfaringer. Det skaber et frugtbart studiemiljø.

Jesu samtale med Peter kan vel kaldes en form for ‘ledertræning’. Hvor vil Jesus hen med sine spørgsmål?
Beretningen peger på den sammenhæng, der består mellem langfredag og påskemorgen. Påskens budskab forkynder, at det er dén Jesus, som vi kender fra Galilæa og Jerusalem, som Gud oprejser af graven. Det er med andre ord et liv i en målrettet tjeneste for andre, der krones med herlighed. Et sådant liv i kærlighed til både næste og fjende kan ingen slå ihjel. At leve, som Jesus levede, er at leve sandt menneskeligt. Det er det, der er meningen med livet. I Jesu liv ser vi, hvad et sandt menneskeligt projekt går ud på. Det liv kalder Den Opstandne os til at virkeliggøre – et liv i efterfølgelse. Det gælder alle kristne. Også kristne ledere. Peter hørte kaldet fra Jesus selv: ‘Følg mig!’

Hvorfor spørger Jesus om det samme tre gange?
Fordi vi har svært ved at fatte, hvori livet sammen med Den Opstande består. Peter husker vel sin egen trefoldige fornægtelse. Men samtidig hører han, at Jesus kalder ham til at være hyrde. Peter hører i Jesu ord en klang fra et liv, som blev levet i tjeneste for andre. Han hører Jesus sige: ‘Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene!’ Og han hører kaldet til at træde ind i en sådan tjeneste – uden igen at fornægte den herre, der kalder, når tjenestens livsstil bliver svær. Også hvis den fører Peter til martyriet.

Med Jesu kald til Peter følger også lidelse og død. Bliver det overset i forkyndelsen i dag?
Ja, i en dansk sammenhæng. Men kristentro og danskhed er jo langt fra det samme. At være kristen er at være på rejse fra Gali-læa til Jerusalem i Jesu følge. På den rejse afviste Jesus gang på gang at anvende magt. Tværtimod præciserede han, at ‘størst er den, der tjener’. Men korset havde ingen plads i disciplenes teologi. Det fastslog Peter, da han om korsfæstelsen sagde: ‘Aldrig, Herre, det skal ikke ske for dig!’ Straks modtog han en irettesættelse: ‘Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!’

Da Jesus kom til Jerusalem, vælger han et æsel som ridedyr. Han forkynder, at nu opgiver Gud at bruge stridsvogne og kampheste. Krigsvåbnene skal tilintetgøres. Herefter skal der herskes ved en anderledes magt – Åndens magt, ikke magtens ånd. Men Jerusalem vil ikke tro det. Og det bliver påske.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Efter Jesu opstandelse bekender de første kristne, at Jesu rejse fra Galilæa til Jerusalem viser den måde, hvorpå Guds rige sætter sig igennem i denne verden. Det bekræfter Gud ved at oprejse Jesus fra graven påskemorgen og ved at sende Helligånden over rejseholdet pinsedag! Den korsfæstede, men opstandne Kristus er universets magtcenter. Han er Guds kraft og Guds visdom. Ved korsets tegn skal vi sejre! Ingen af os vælger Den treenige Guds vej til magten. Den vej gennem livet skal vi kaldes ind på. Til at tjene i det perspektiv og for at fuldføre den indsats, som Jesus begyndte, skabte Han sig et folk, en kirke. I evangeliet i dag indøves vi sammen med Peter i den livsstil, der hører Rejsen til.

Kaldet til Peter lyder klart i slutningen af teksten. Hvordan genkender vi Guds kald til os?
I lys af opstandelsen er det enkelt at svare: Overalt, hvor kaldet lyder til at tjene andre, er det Den Opstande Herre, der er på spil. Og så gælder det om at være med. Heri består Livet. Det Liv, som ingen kan slå ihjel. Det vil altid sejre til gavn og glæde for andre. Og det er dét, der rejses af graven på Opstandelsens morgen.

Joh. 12, 1-16

Jesus og Simon Peter
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?“ Han svarede: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.“ Jesus sagde til ham: „Vogt mine lam!“ Igen, for anden gang, sagde han til ham: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?“ Han svarede: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.“ Jesus sagde til ham: „Vær hyrde for mine får!“ Jesus sagde til ham for tredje gang: „Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?“ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: „Har du mig kær?“ og han svarede ham: „Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.“ Jesus sagde til ham: „Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.“ Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: „Følg mig!“


Artiklen fortsætter efter annoncen: