Helt særlig musical for unge om Keith Green
Djurslands Efterskole tager i uge 6 på turné med en musical om Keith Green.
Udfordringen var med ved de intensive forberedelser den forgangne weekendKeith Green var ung i en tid, der minder meget om vores tid. Som mange unge i dag søgte han også efter en mening og et formål. Og det prøver elever på Djurslands Efterskole at omsætte i drama.Lærerne har fra september 2002 brugt mange af deres timer på at sætte eleverne ind i 60erne og 70erne, som udgjorde den væsentligste del af Keith Greens liv.
– I fagene dansk og engelsk har eleverne arbejdet med 60er- og 70er liv, fortæller lærer Jakob Neisum, som samler trådene i projektet.
Han forklarer, at man har gjort det for at give eleverne en baggrundsviden for at arbejde med Keith Green og hans liv.
Det er nemlig sådan, at det faktisk er eleverne, der har skrevet stykket om Keith Green ud fra Melody Greens bog Historien om Keith Green, som udkom på dansk i 1989.
– Vi har tidligere brugt bibelske fortællinger til vores årlige musical. Men vi ønskede os i forbindelse med opførslen i år, at eleverne blev indraget noget mere, fortæller Jakob Neisum.
– Og det skulle også være en historie fra nutiden. Og så var det, at Robert Bladt (timelærer og lokal valgmenighedspræst) foreslog Keith Green. Og den idé tog vi, smiler han.
Robert Bladt, som er en stor Keith Green-entusiast, har skrevet en rammehistorie om 5 unge, som skriver en opgave om USA i 70erne. I stykket er de unge meget forskellige og har derfor også svært ved at beslutte sig. Men de ender med at blive enige om at skrive en opgave om Keith Green.
Arne Willumsen, som er lærer på Djursland, har stået for at samle elevernes skriverier om Keith Green og Baldts historie, så det fremstår som en helhed.
– Og der bliver ikke lagt fingre imellem, forklarer han med et lille smil og fortsætter: det vil nok rive lidt i en 50-årig IM-mand.
Han tænker her på, at stykket på ingen måde lægger fingrene imellem – hverken i replikkerne, og heller ikke når Keith Greens liv, fra før han blev kristen, skal beskrives.
Keith Green og hans kone Melody spilles henholdsvis af Frans Jensen og Krista Poulsen – begge 16 år. Og for Krista var det faktisk ikke så mærkeligt at arbejde med Keith Green:
– Tøjet fra dengang ligner det, jeg har i skabet. Og så har jeg også læst Melodys bog (Historien om Keith Green, red.) om ham for et par år siden, fortæller hun.
Det er tydeligt, at de begge er blevet betaget af Keith Green: – Han er fascinerende og spændende. Han gik ind for sin sag, mener Frans.
– Det er en stærk historie. Han var villig til at give alt for Gud, supplerer Krista.
Skolens forstander, Stefan Maksten, tilføjer: – På den baggrund synes jeg det er ekstra stærkt, når han bliver stoppet op af Jesus, og at Jesus er i stand til at overtrumfe alle de andre bud på livets mening.
At arbejde med Keith Green har haft en ikke helt uvæsentlig betydning for Frans:
– Kendskabet til Keith Green har fornyet mit trosliv pga. hans kompromisløshed.
Det har også afsløret en Keith Green, som faktisk først kort før sin død fik styr på sit liv: – Han var meget flagrende og præget af rastløshed, fortæller Krista.
Frans supplerer med et lille billede: – Keith var som et pendul. Og Melody var en slags stopklods.
– Og det var først kort før sin død, at han fik en oplevelse af fred med Gud, fortsætter Frans.
Frans og Krista er begge rimeligt spændte på, hvordan folk vil reagere på stykket.
– Jeg håber, at folk bliver kompromisløse – som Keith Green – og ser de ting, der er galt, lyder det fra Krista.
– Jeg håber, at folk bliver ramt. Også i en positiv forstand, siger Frans Jensen.
Deres forstander tror, at historien om Keith Green ligner unges liv i dag:
– Keith Green er en ung, som forsøger at leve livet fuldt ud. Han afprøver alle de vilde ting i livet, og på den måde ligner Keith Green mange unge i dag, som også lever et liv i søgen efter grænser og adrenalin-oplevelser.
– Men det er kun en oplevelse, der holder kort tid. Det Keith Green opdager er, at der skal mere til for at fylde livet med mening. Han ender med at se Guds kærlighed bryde igennem i sit liv – sådan som vores musical også hedder: Din kærlighed brød frem.
– De fleste unge i dag er igennem det samme oprør imod forældre og hele systemet, som Keith Green var. Derfor er hans møde med Jesus også relevant for unge i dag, fordi Jesus tilbyder den samme frelse til alle.
Stefan Maksten glæder sig meget til at komme ud i landet med musicallen på en turné, der i uge 6 kommer til Skive Teater, Kratholmskolen i Odense og Rønbækskolen i Århus, inden turen slutter af på Djurslands Efterskole:
– Det er fantastisk at kunne komme ud med et så radikalt budskab om kærlighed fra Gud i dagens Danmark. Vi glæder os meget til at komme ud med vores musical, slutter en spændt forstander.