Elsebeth tog et åndeligt elastikspring…

…og blev hængende i suget. Pludselig – midt i sit voksne liv begyndte Elsebeth Dalmer fra Kolding at gå i kirke.De var bange for, at hun var blevet syg eller var kommet i krise og havde brug for trøst.Andre smådrillede hende med, at det var tegn på svaghed, hvis man havde brug for en tro. At man måtte være noget naiv.

Nogle begyndte at undskylde, hvis de kom til at bande, når hun var i nærheden.

43-årige Elsebeth Dalmer, der til daglig er handelsgymnasielærer på Kolding Købmandsskole, smiler ved tanken om, hvordan hendes venner og bekendte reagerede, da hun for knap 14 år siden begyndte at opsøge den lokale folkekirke.

Det hele startede en nytårsaften, hvor hun lavede det nytårsforsæt, at hun hver eneste uge ville gøre noget ud over det sædvanlige – ud over de daglige rutiner. Gå en tur ved stranden. Besøge en glemt barndomsveninde. Gå til en koncert.

– Det var en ren egoistisk handling, men det måtte selvfølgelig ikke gå ud over nogen…

Kirken kalder

Så en søndag formiddag i februar hørte hun kirkeklokkerne og tænkte, at hun i den uge kunne opfylde sit nytårsforsæt ved at gå i kirke. Hun turde bare ikke:

– Kirken var et fremmed sted for mig. Men jeg tog det som en udfordring for mig selv til at overskride mine grænser. Som når man beslutter sig for at prøve et elastikspring for at mærke suget. For mig var det et elastikspring ud i stilheden, eftertænksomheden og inderligheden.

Det kom som en stor overraskelse for Elsebeth Dalmer, at hun efter dette åndelige elastikspring blev hængende i suget:

– Ikke sådan det hurtige, letkøbte sug som ved et elastikspring. Det kræver nemlig også noget af én selv at få noget ud af kirkegangen. Det er det lange, seje træk, og man kan nemt komme til at gå fornærmet derfra, hvis man forventer at mærke suget. Man skal arbejde med det, og når man så har hørt efter tilstrækkeligt mange gange, begynder man at høre nogle ord specielt til sig selv.

Selv om det snart er 14 år siden, husker hun tydeligt dagens tekst:

– Det var den om, at de første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første. Og da jeg gik ud af kirken, tænkte jeg, at den første gang, jeg gik i kirke en helt almindelige søndag, ikke skulle blive den sidste…

Elsebeth Dalmer husker også tydeligt, hvordan hun havde det, da hun sad dér i kirken som kirkefremmed:

– Jeg havde det svært. Jeg følte, at jeg ikke hørte til. At jeg var trængt ind på et helligt område, der tilhørte andre. Jeg følte, at jeg ikke slog til. Det skyldtes selvfølgelig mine egne fordomme om, at ens tro skulle være af en særlig kvalitet, for at man kunne gå i kirke – og gå til alters. Mit billede af en rigtig kirkegænger var en stærk troende, der med skyklapper på siger ja til alle de rigtige ting, trosbekendelsen og alt det der.

I lang tid var Elsebeth Dalmer – søndag efter søndag – forberedt på, at præsten på et tidspunkt ville sige noget, som bekræftede hende i, at kirken ikke var stedet for hende:

– Jeg lyttede godt efter. Men det skete aldrig. Jeg har aldrig i kirken hørt antydning af, at jeg ikke skulle høre til.

Én af Elsebeth Dalmers fordomme var, at Folkekirken får man først brug for, når man bliver gammel og skal have nogle ord at dø på.

Den fordom passer imidlertid dårligt med den virkelighed, hun så har oplevet i Folkekirken:

– Ja, for i dag går jeg ikke i kirke for at finde ord til at dø på, men for at finde ord til at leve på.

Da hun som 30-årig begyndte at gå i kirke, levede hun en hektisk tilværelse med børn, uddannelse og karriere:

– Nogle gange følte jeg det, som om jeg susede af sted som en zombie. I kirken blev jeg tvunget ned i fart og fik sat andre dimensioner på min tilværelse. Det føltes som om, kirkeårets kalender lagde sig oven på min travle hverdagskalender og gav mere dybde i mit liv.

Når Elsebeth Dalmer skal sætte ord på, hvad hun i dag får ud af at gå i kirke, taler hun om, at hun går i kirke „på grund af kontrasten mellem hverdagens flimmer og kirkens ro” og så „for at opleve gyset af at blive ramt”:

– Jeg synes, det er utroligt, som teksterne og prædikerne kan slå ned i ens hverdag som et lyn og lyse op. Mange gange sidder jeg på bænken og tænker på, at man næsten skulle tro, præsten vidste, hvilken situation jeg sad i lige netop nu i mit arbejds- eller privatliv. Jeg synes, det er utroligt, som Bibelen kan tale direkte ind i et menneskes livssituation her i år 2002 og lyse op og give klarhed og dybde. Jeg har i hvert fald erfaret, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Det vil altid påvirke, og bagefter er det svært at holde det for sig selv.

I dag er Elsebeth Dalmer begyndt at tage rundt og holde foredrag om sine erfaringer som kirkefremmed.

Ligesom hendes debut som kirkegænger kom også hendes debut som foredragsholder i stand ved en tilfældighed. Hun havde skrevet en novelle om en mand, der er vokset op i et indremissionsk hjem og havde lovet sig selv, at han aldrig mere ville gå i kirke. Men som 80-årig ombestemmer han sig og finder tilbage til kirken.

Elsebeth Dalmer sendte novellen til Danmarks Radios kultur-redaktion på radioens program 1, som sendte den videre til Mennesker & tro-redaktionen, hvor novellen blev mødt med stor interesse hos programmedarbejder Tine Lindhardt, der lavede et interview med Elsebeth Dalmer af en times varighed.

Efter at være blevet interviewet i radioen begyndte Elsebeth Dalmer at få opringninger fra folk, der ville have hende til at holde foredrag om hendes erfaringer som kirkefremmed.

De seneste to år har hun holdt ialt cirka 20 foredrag, mest i Y´mens clubber og menighedsråds-sammenhænge, men også i IM-samfund:

– Da de første gang ringede fra et IM-samfund, blev jeg virkelig overrasket, især fordi min novelle jo ikke er speciel positiv over for missionsfolk. Så jeg sendte dem min novelle og aftalte med dem, at hvis ikke jeg hørte mere, regnede jeg med, at jeg ikke skulle komme. Men kort tid efter ringede de tilbage og inviterede mig, og på trods af alle mine fordomme havde vi den dejligste aften. Jeg blev virkelig positivt overrasket.

Interessen for hendes foredrag har overrasket hende:

– Tænk, at folk gider høre om én, der er begyndt at gå i kirke. Måske er det fordi, det sker for så få. I hvert fald virker det som om, at den stigende interesse for det åndelige indtil videre går i en bue udenom Folkekirken, og det er da synd.

Formålet med hendes foredrag er ikke først og fremmest at få flere til at gå i kirke:

– Ikke nødvendigvis. Jeg er ikke sikker på, at jeg har løsningen på, at en stor del af den danske befolkning ikke går i kirke. For min egen del kan jeg ikke undvære at gå i kirke, men jeg er ikke ude på at missionere. Desuden tror jeg også, at jeg selv havde trukket mig tilbage, hvis kirken havde rakt ud efter mig og missioneret over for mig. Jeg fortæller om min glæde ved at gå i kirke, og så kan folk selv drage deres konklusion.

Under alle omstændigheder husker Elsebeth Dalmer i sine foredrag altid at fortælle, at man ikke skal forvente resultater med det samme, hvis man begynder at gå i kirke. Med et glimt i øjet kan hendes foredrag derfor godt opfattes som en advarsel mod kirkegang. En almindelig gudstjeneste er nemlig ikke ligesom underholdning og kan derfor på mange mennesker godt umiddelbart virke svært tilgængelig og håbløst umoderne:

– Men måske bliver det moderne igen som en kontrast til tidens zapper-kultur. Måske vil det gå op for stadig flere, at vi ikke kan leve af underholdning alene. Så vil flere måske igen få brug for at standse op og reflektere, i erkendelse af at vi har brug for en anden dybde i tilværelsen; den åndelige dimension.