To unge der vil have indflydelse på teenagerne i Århus

Mette Ohlsson og Peter Hove danner tilsammen skoleevangelist-teamet Mezz-AgeDet er ikke så forfærdelig længe siden, de selv var teenagere – Mette Ohlsson, 20, og Peter Hove, 22.

Men i de få år, der er gået siden, har de samlet en mængde erfaring, som de nu har lyst til at dele ud af til dem, der lige er nummeret yngre. Det handler om gudstro. Men også i høj grad om at være forsigtig med hvilke venner, man omgås, og emner som mindreværd, gruppepres, stoffer og alkohol. Det er et budskab, som de i løbet af efteråret har skrevet sammen i en række foredrag, som nu tilbydes folkeskoler, handelsskoler og gymnasier i Århus kommune. Emnerne er stoffer, tro & identitet. Det er emner, som er målrettet mod en generation af spontane, individualistiske unge, som hellere køber en cykel på kredit end sparer op til den. Indstillingen er, at alt skal ske lige nu, og det skal være til fordel for mig! Netop den tankegang ønsker de to for alvor at være med til at gøre op med.
– Det, vi vil gennem Mezz-Age, er at gøre det klart for teenagere og unge, at der er et alternativ. Man behøver ikke gøre ligesom alle andre. Man kan godt gå sin egen vej, forklarer Peter Hove.
Det er de da også selv beviser på, som unge kristne i et mere og mere afkristnet samfund.
– Når vi står foran en klasse, sidder der altid en gruppe drenge, som jeg helt kan identificere mig med, fortæller Peter:
– Jeg var selv en bølle, da jeg gik i skole, og jeg sad faktisk mere udenfor end inde i klassen. Ligesom mange af dem. Jeg borede knallerter, rapsede og havde ingen venner. Alligevel påvirkede jeg enormt meget, men det var negativt, for mange af dem, jeg trak med mig, ville jo egentlig ikke. De drenge, jeg møder i skolerne i dag, oplever det samme. De kan ikke holde ud at være i skolen. De vil hellere leve vildt og spontant fremfor, at alt skal være så planlagt og indelukket. Og netop fordi vi selv har været der, kan vi se ind bag ved. Men vi er kommet videre!
– Forståelse gør, at de lytter, og at de husker, hvad vi siger, understreger Mette:
– Vi moraliserer ikke. Vi står ikke foran dem med en løftet pegefinger. Det har de ikke brug for. Det, vi kan gøre, er at give dem nogle gode råd, så de undgår de faldgruber, der er foran dem. De har brug for identifikation; at nogen sætter ord på, at man præsenterer et alternativ for dem.

– I skolen led jeg enormt af mindreværd og bukkede derfor under for gruppepres, fortæller Mette:
– Det fik mig til at gøre mange dumme ting – som at drikke og vælge nogle forkerte kærester, fordi veninderne skubbede på. Jeg var styret af ønsket om accept. Hvis ikke de syntes, jeg var god nok, hvad skulle jeg så gøre? Jeg kunne ikke håndtere tanken om, at de så måske ville bagtale mig, når jeg ikke var der. Det vendte først, da jeg kom på efterskole i Mariager. Der var en helt anden atmosfære, og jeg begyndte pludselig at indse, hvor meget jeg havde ladet mig styre af mine venner, og så begyndte jeg forfra. Både i forhold til mig selv og til Gud.

– Vi vil gerne lære teenagere noget om at vælge sine venner med omhu, understreger Peter.
– Danske unge har i snit mellem 0 og 3 venner. Hvis de to af dem står nede ved Brugsen og drikker bajere, så kommer man formentlig også selv til at gøre det før eller siden. Så man må prioritere. Hvis man nu har en drøm om at blive jurist, så går det bare ikke. Så må man vælge de venner fra.
Mette og Peter er enige om, at det ofte er omkring skoleskift de store forandringer kan komme. Da er man i forvejen rystet fri af gruppen, og man har muligheden for at vælge dårlig påvirkning fra. Begge fortæller, hvordan meget af det, de gjorde i forhold til gruppen var ting, de ikke ønskede at gøre. Det var bare for vanskeligt at gøre sig fri. For Mette betød det at følge gruppen blindt. For Peter at kaste sig ud i slåskampe og mobning. Men venneskift gør ofte, at man ændrer sig – positivt eller negativt – man indretter sig efter gruppen.
– Vi oplevede begge to, at efterskole var det rigtige for os. Det er ikke nødvendigvis sikkert for alle. Men det er svært at begynde at ændre på sin personlighed, når man står midt i problemerne, midt i gruppen, understreger de.
– Sommetider tager det måske også lidt længere, end man regner med. Men hvordan spiser man en elefant? spørger Peter:
– Det gør man jo bid for bid. Det samme gælder på alle andre områder.

At Mette og Peter netop har valgt at arbejde som skoleevangelister er meget bevidst. Fordi skolen spiller så stor en rolle i teenageres verden. Her lever man, her formes personligheden i mødet med kammeraterne. Hele dagligdagen koncentreres omkring skolen og de venner, man møder der. Derfor ligger identitetsdannelsen i høj grad her – og for nogle i mindre grad i hjemmet.
– Det bedste ville være, hvis forældre tog sig mere tid til at snakke med deres teenagere. Om de emner, der er vigtige. Om sex og alkohol, om stoffer, vold og venskaber. Jeg måtte selv finde ud af et emne som sex, så jeg fik al min information fra de ældre klasser og fra pornoblade, fortæller Peter.
– Man skal i det hele taget ikke være bange for at tale med teenagerne, understreger de.
– Teenagere har brug for at mærke, at man involverer sig og at man prioriterer dem. Og de har brug for Gud. Han er relevant for alle aldersgrupper. Det har de også brug for at mærke, for at kunne træffe de rigtige valg for fremtiden.