– Danmark skal forberede sig på den største vækkelse i Europa

Interview med Teresia Wairimu under hendes besøg i Aalborg:Foran mig på et hotelværelse i Aalborg sidder en kvinde, som Gud har rejst op til en international tjeneste.
Teresia Wairimu prædiker Guds ord kompromisløst med en efterfølgelse af undere og mirakler gennem Guds indgriben. Hver anden søndag året rundt samler hun tusinder af mennesker til sine møder i Uhuru Park i Kenyas hovedstad Nairobi. Lægedokumenterede helbredelser følger i Teresia Wairimus kølvand og tusinder af menneskeliv bliver berørt gennem hendes tjeneste.
Evangelist Wairimu er klædt i en smuk afrikansk kjole og bærer et enkelt guldsmykke, formet som Afrika om halsen. Det intense blik er opmærksomt rettet mod mig, da jeg spørger, hvorfor hun er tilbage i Danmark igen?
– Jeg er her for at prædike evangeliet om Jesus Kristus. Jeres land står overfor en vækkelse. Der kommer til at blive en mægtig hunger efter Gud hos mennesker i jeres nation.
Hvorfor er du i Danmark?
– Jeg har rejst i mange lande, men jeg har et særligt kald til Danmark. Gud vil lade noget bryde igennem her. Danmark skal forberede sig på den største vækkelse i Europa.
– Jeg er her for at stå sammen med og hjælpe præster og kirker. Vi må stå op for Jesus og udføre det, han ønsker. Jeg vil opmuntre præsterne til at forstå, at Gud kan skabe et gennembrud.

Måtte give op

Hvem er hun denne kvinde, oprindeligt uddannet børnehavelærer, som en tidlig morgen i 1985 fik et livsforvandlende møde med Gud?
– Jeg var i store problemer, jeg var dybt såret og kom til et punkt, hvor jeg måtte give op. Ingen kunne hjælpe mig. Jeg spurgte: ’Er der en Gud i Himmelen – hvis der er, kan du så høre mig?’ Jeg havde det elendigt, var deprimeret, havde mistet alt.
Gud besvarede min bøn og min desperation, han samlede mig op fra asken. Jeg forstod ikke, at mit liv ville komme til at berøre andre mennesker. Når mennesker ser, hvad Gud har gjort i mit liv, så kan de få håb til at Gud også kan hjælpe dem.

Havde ikke prædiket før

– Jeg begyndte en tjeneste, der startede som små bedemøder for sårede kvinder med problemer. Vi mødtes i mit hus og sad rundt omkring i min stue, vi sang og bad til Gud. Jeg skulle prædike; det havde jeg aldrig prøvet før. Men Gud gav mig et ord til hver af de 17 kvinder! De inviterede deres venner med til næste møde, så vi var 68 tilstede. Guds kraft var også på dette møde, også de, der var med, inviterede deres venner, næste gang var vi 300! Sådan er det blevet ved, og i dag holder vi møder i den største nationalpark i Nairobi, hvor tusinder og atter tusinder samles hver anden søndag året rundt.
Hvordan havde du det, da Gud bekræftede din tjeneste med undere og mirakler?
– Jeg plejede at være så nervøs, når jeg så folk komme til møderne, der kom blinde, der kom folk i kørestole, de kom med folk på madrasser fra hospitalsstuer, mennesker kom med overlevelsesudstyr og iltflasker. Det gjorde mig så nervøs, men så mindede jeg mig selv om Guds ord: ’Teresia, det er ikke hvad du kan gøre, det er, hvad jeg kan gøre gennem dig’. Jeg begyndte at acceptere det, og nu har jeg oplevet mange mirakler. Jeg har set folk blive rejst op fra døden.