Der er en vej!
Kan der nogensinde blive fred i Israel/Palæstina? Sådan lyder spørgsmålet jævnligt i forskellige udformninger. De fleste har måske opgivet håbet, mens enkelte endnu klynger sig til den såkaldte fredsproces.
Der er en vej! Også selv om mange mener, at Israel, palæstinenserne og de arabiske naboer gensidigt synes at udelukke alle muligheder. I midten af 40erne fremsatte Den Arabiske Højkomite en interessant udtalelse, som bl.a. indeholdt et forslag om en enhedsstat med repræsentativt demokrati og lige borgerrettigheder for begge folk (jøder og palæstinensere). Hvis Den Arabiska Liga, som har vist en positiv interesse for fredsproces-sen, står ved det engang fremsatte forslag, skulle der være en vej frem. Problemet er blot, at zionismen står i vejen. De to synes at være uforenelige.
I Ezekiel 47,13-23 profeteres der om en tid med to folk i det lille land. To folk med lige borgerrettgheder. Og profeten Zakarias talte om vejen dertil (fredsprocessen). To af Israels profeter har talt om to folk i ét land. IKKE én stat og nogle små, isolerede reservater med andenklasses borgere, som det er nu.
Men kan det arabiske forslag og den absolutte modpol, zionismen, forenes? Eller vil de fortsat udelukke hinanden? Jøderne vil næppe opgive zionismen, selv om det kræves. Men de sefardi-ske jøder, som trods borgerret i Israel aldrig helt har anerkendt staten Israel, har måske løsningen. De kender sikkert de royalistiske kurderes forståelse af shaeres store tanke i fortid og nutid:
Sammen (i en føderation) er vi alle sammen rige og alle sammen stærke. Uden føderation vil mange af os være fattige og svage. De royalistiske kurderes nationalisme er præget mere af religion og kultur end af partipolitik. Hvis de sefardiske jøder kan lære deres askenaziske landsmænd at omforme zionismen i profeternes ånd, er der håb om, at fredsprocessen vil lykkes. For det står skrevet!
Jens Peter Lauge Giversen
Stenderup Kirkebakke 4
Nybøl, 6400 Sønderborg
