Konference gi’r styrke til tro og ledelse

Lederkonferencen Global Leadership Summit er netop blevet afholdt i Chicago. I slutningen af oktober vises konferencen i Københavns Kulturcenter.
Lederkonferencen Global Leadership Summit er netop blevet afholdt i Chicago. I slutningen af oktober vises konferencen i Københavns Kulturcenter.

25 danskere er netop vendt begejstrede hjem fra global lederkonference i Chicago. Konferencen vises i København den 25.-26. oktober.
Roserne bliver til et kæmpe blomsterflor, når de danske deltagere ved Global Leadership Summit i Chicago skal fortælle om konferencens kvaliteter.

– Jeg blev styrket som leder og fik værktøjer, som hjælper mig til at lede mit personale. Samtidig blev jeg styrket i min tro. Jeg glæder mig til at genopleve konferencen i København, siger Katja Jacobsen, der leder konsulentvirksomheden Fair CRS i Kastrup.
Hun var en af de 25 danskere, der deltog i Willow Creeks årlige lederkonference Global Leadership Summit (GLS) i Chicago den 8. og 9. august.

Åndeligt og praktisk

Netop åndelig inspiration og helt lavpraktiske ledelsesværktøjer kendetegner Willow Creeks lederkonferencer. Konferencen blev transmitteret til 75.000 deltagere over hele USA og vil i løbet af efteråret blive sendt til flere end 100.000 kirke- og erhvervsledere i 100 lande verden over. Willow Creek Community Church i Chicago er en af Amerikas største kirker med mere end 24.000 ugentlige gudstjenestedeltagere.
Og kirkens lederkonference overgår sig selv år efter år, fortæller Krifa-direktør Jesper Wengel, der har deltaget adskillige gange:
– Jeg bliver inspireret blot ved at opleve den atmosfære og professionalisme, der præger The Leadership Summit i Chicago, siger han.

Rystende aha-oplevelser

Der er meget at hente for både erhvervsledere og menighedsledere:
– Det var stort, det var lærerigt, det var inspirerende, fortæller Fransk Eisby, direktør for Vetaphone A/S i Kolding:
– Konferencen havde samlet topprofessionelle foredragsholdere, der på flere måder både rystede og skabte aha-oplevelser. Deres store engagement og håndterbare regler kan virkelig bidrage til positive fornyelser i min virksomhed, siger han.
Præsten i Kronjyllands Valgmenighed i Randers er enig:
– Konferencen var spækket med dygtige talere med et troværdigt budskab, krydret af både faglighed og personlige erfaringer, siger Peter Kofoed Herbst. Han tilføjer:
– Der er kreative og humoristiske indslag, som giver både forundring og dyb latter. Alt sammen er koblet med klare, bibelsk funderede principper – det er ganske enkelt uovertruffent godt!

Verdens største lederkonference

Og derfor kommer Willow Creek Danmarks formand Søren Würtz med en klar opfordring til at deltage i Global Leadership Summit i Københavns Kulturcenter den 25. og 26. oktober 2013.
– Hvis du som leder har erkendt, at opgaven med at udføre dygtig og kompetent ledelse kræver, at du hele tiden holder dig skarp på viden og jævnligt træner dine ledermuskler, så er Global Leadership Summit ikke bare verdens største lederkonference; den er uden tvivl også verdens bedste lederkonference.
GLS 2013 giver ledere inspiration, motivation, noget at tænke over og noget at handle på. Det er spild af fantastisk materiale, hvis ledere misser denne konference, slutter Søren Würtz.
Læs mere på www.willowcreek.dk.