Flyt fokus væk fra hendes neglebidning

Kære Suh
Min datter på 9 år har en frygtelig uheldig vane med at bide negle/fingre – hele tiden! Det har stået på i over et år nu!
Vi har prøvet alt, lokket med dyre gaver, penge til sparebøssen, sågar et kæledyr, truet med stuearrest, andre sanktioner – men ingenting virker. Det ser både grimt ud, og der går også nogle gange infektion i små sår.
Går det over af sig selv på et tidspunkt?? Skal vi bare vente? Eller er der andet, vi kan gøre?
VH frustreret mor

Kære Frustrerede mor
Når jeres datter bider negle/fingre i den grad, som du beskriver, at hun gør det, og det har stået på så lang tid, så tror jeg ærlig talt, at det er mere end blot en dårlig vane.
Jeg tror, det i stedet måske kan være et symptom på et eller andet, en usikkerhed på noget, en nervøs tilstand eller et udtryk for stress? Jeg formoder, at I har snakket med jeres datter om det mange gange, og gætter på, at hun sikkert har svaret ”det ved jeg ikke”, hvilket formentlig er helt sandt. Hun ved ikke, hvorfor hun gør det, ved bare, at hun ikke kan lade være.
Jeg vil foreslå jer to ting: flyt opmærksomheden fra hendes negle- fingerbidning helt væk. Begræns infektioner ved at sørge for, at hun får vasket hænder hyppigt, smør evt. med noget desinficerende salve. Øg i stedet jeres opmærksomhed på ALT ANDET i jeres datters liv, lad jeres samtaler og samvær tage udgangspunkt i hendes daglige trivsel: skole, kammerater, forhold til lærerne, SFO/klub, hvordan hun trives derhjemme i forhold til jer forældre, i forhold til eventuelle søskende osv. osv.
Når fokus flyttes fra hendes aktuelle problem, giver det plads til, at noget andet kan fylde – og forhåbentlig det, det egentlig handler om. Får man opdaget roden til problemet, aftager reaktionen som regel af sig selv i takt med, at man får håndteret ”roden”. Snak gerne med lærere og pædagoger og lyt til deres observationer af hende.
Alternativt kan i forsøge med at give hende tynde handsker på i hendes vågne tid. Altså, hvor I konkret fratager hende muligheden for at bide negle/fingre. Frustrationen over ikke at kunne ”håndtere” sine problemer som hun plejer (ved at bide) vil derefter formentlig eskalere og til sidst få bylden til at briste, og forhåbentlig give anledning til at de egentlige ting kommer op til overfladen. Denne sidste mulighed skal følges op af meget stor opmærksomhed og omsorg for barnet, da man jo reelt fratager det en handlemulighed, som igennem mange måneder har været dets foretrukne valg. Man skal også nøje være opmærksom på, at barnet ikke blot starter på en anden uheldig adfærd for at kompensere for det manglende negle- fingerbideri.
Jeg vil anbefale jer at starte med det første og sidenhen prøve med nr. to, hvis det ikke virker.
Og ellers kan det måske være en idé at lade jeres barn få nogle samtaler med en børnepsykolog? Evt. nogle familiesamtaler?
Hilsen Suh