Er familiens sygdom Guds straf?

Tror du, at der er skyld overfor Gud i min familie, således, at vores sygdom er en straf, spørger en læser.

Brev

Er sygdom Guds straf?

Da din Brevkasse hedder ”Fra sygdom til sundhed” vil jeg gerne have dig til at belyse et par forhold.
Titlen på din Brevkasse antyder, at der er en mulighed for at genvinde sundheden, når man er syg. Altså ved bøn.
Jeg læser også, at der er nogle, der gennem vidnesbyrd fortæller, at de har oplevet helbredelse.
Min familie er hårdt ramt af sygdom, og vores præst forsøger at trøste os med, at vi deler skæbne med efterhånden mange, også kristne her i landet.
Tror du, at der er skyld overfor Gud i min familie, således, at vores sygdom er en straf, en slags udligning eller tugt?
Røveren på korset ved siden af Jesus indrømmede jo, at han fik lidelsen, som han fortjente.
Er det forsvarligt at søge forbøn om helbredelse, hvis min familie befinder sig i samme situation som røveren på korset?
Vi er selvfølgelig ikke røvere; men fejlfri overfor Gud er der ingen af os, der er.
Tør du garantere for, at vi ikke gør noget forkert, hvis vi begynder at bede Gud konkret om helbredelse?
Indtil nu har vi nemlig kun bedt om, at hans vilje måtte ske med os.
Jeg håber, at du vil svare på mit brev i din Brevkasse. Dit svar kan måske også hjælpe andre, som går med samme eller lignende tanker.

Kærlig hilsen
M.H., Sønderjylland

Svar:

Kære M.H.
Du taler om, at jeres sygdom skulle være en tugt eller straf på grund af, at I har skyld overfor Gud. Kære ven, så skulle vi alle faktisk være syge, for vi har alle skyld overfor Gud. Det udtrykker Bibelen, ved at slå fast, at vi alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.
Men at forbinde sygdom og ulykke med skyld og straf er en gammel sag.
Jøderne søgte i den ældste del af Det gl. Testamente at forklare det fysisk onde, ja det onde i det hele taget, som kan ramme os mennesker, ved at sige, at ulykkerne i livet altid var en straf for synd.
Men vores erfaring fra virkeligheden taler imod denne påstand. Vistnok kan sygdom og ulykke være noget, som vi påfører os selv eller straffer os selv med, kan vi sige, ved usund og unaturlig levevis. Men sygdom og ulykke er langt fra altid selvforskyldt.
Dette mærker man allerede så småt en erkendelse af i de yngste skrifter i det Gl. Testamente, f.eks. i Jobs bog.
Jobs venner går ud fra den almindelige jødiske antagelse og siger derfor, at Job straffes for synder, som han hemmeligt og uden at vide det har begået. Men det siges tydeligt i Jobs bog kapitel 42, vers 7-8, at Jobs venner ikke har talt ret om sagen, dvs. ikke har talt ret om Gud.
I indledningen til Jobs bog fremføres derimod det synspunkt, at den frommes lidelser tillades af Gud som en prøvelse, fordi et menneskes tillid og afhængighed af Gud viser sig stærkest netop under prøvelser. Om dette kan vi også læse i Romerbrevets 5. kapitel, vers 3-5.
Jesus afviser også den almindelige jødiske opfattelse, når han siger, at de galilæere, som Pilatus havde ladet nedslagte, og de mænd, som tårnet i Siloam var faldet ned over og havde dræbt, ikke kunne anses for at være større syndere end alle andre. Det læser vi i Lukas evangeliet 13, 1-5.
Han siger også om den blindfødte, at hans blindhed ikke er en straf for hans egne eller for hans forældres synder, ”men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.” Det læser vi i Johannes ev. kap. 9,vers 1-3. Dermed vil Jesus sige til sine disciple, at de ikke skal forske så meget i lidelsens årsag, om hvorfor den kommer; men hellere møde lidelsen med tro og kamp, for derved at vende den til noget godt.
Det vil sige, at vi som kristne, ja, som medmennesker i det hele taget ved synet af andres lidelser og sygdom skal spørge: – Hvilken opgave har Gud til mig her?
At det onde stadigvæk kan møde os i forskellige former, det tror jeg, Gud tillader, for at vi kan lære det onde at kende og derefter bekæmpe det og overvinde det.
Troen på Gud går altså ikke ud på, at vi som kristne vil blive skånet for alle lidelser. Men vi har den tro og det håb, at Han vil bevare os i lidelserne. Det betyder også, at vi under prøvelser såsom sygdom har ret til at bede Gud om udfrielse og helbredelse. Det har du også. At det så ikke altid sker med det samme og nogle gange slet ikke, er en kendsgerning, som vi ikke kan give noget entydigt svar på.
Men Gud gør noget godt for os og med os, mens vi venter på helbredelse og udfrielse. Ventetiden er hos Gud, og den er ikke spildtid. Om det skriver Paulus i Romerbrevet kap. 8, vers 28: – ”at alle ting samvirker til gode for dem, der elsker Gud.”
Mens vi venter på helbredelse og udfrielse, angribes vi ofte af fordømmelse og tvivl. Men når vi tillidsfuldt bøjer os ind til Gud i bøn, mens vi venter uanset hvor længe, så våger Gud hos os.