Tremastet skonnert er klar til tjeneste
Anne El vil gerne ud at sejle med menigheder og grupper, som vil styrke fællesskabet med en utraditionel oplevelseSnart vil det gode skib Anne El pryde havnekajen i den smukke gamle by Mariager.Det oprindeligt svenske skib er næsten færdig-restaureret, og før det næste år begynder at sejle rundt i de danske farvande, holder man i sommer generalprøve.
Deltagerne på de to sommerstævner i Mariager, Pinsekirkernes og Baptisternes, bliver de første til at teste skibet på korte sejlture under stævnerne.
Men andre, som møder op på kajen, kan måske også komme med.
– I det omfang, der er plads, er andre meget velkomne til at sejle med, fortæller lærer Lisbeth Pedersen fra gruppen, der har renoveret den tremastede skonnert.
– Man kan forhøre sig om ledige pladser ombord på skibet lige før afgang.
Men det er kun begyndelsen. Når de sidste reparationer er færdige, skal skibet nemlig bruges til forskellige fremstød og arrangementer for alle kristne organisationer og kirker i Danmark.
De gode faciliteter gør det også velegnet til sejlads med grupper af voksne eller familier. F.eks. til kurser og ledertræning eller Alpha- og hjemmegruppeweekender.
– Anne El står til tjeneste for menigheder, der vover at gå nye veje for at styrke relationerne både indbyrdes og med mennesker, der endnu ikke har overvejet det kristne fællesskab, siger Lisbeth.
Prisen er 175 kr. pr. person pr. døgn – med reduktion for børn og studerende.
Skibet er helt nyistandsat og har en velindrettet kabys med alt nødvendigt køkkenudstyr, inkl. opvaskemaskine.
Desuden en stor, hyggelig salon med lydanlæg, videoprojektor og plads til 75 personer. Der er bad og toiletter ombord samt håndvask i hver af de 14 nyindrettede fire- og tomands kahytter.
– Ombord på Anne El er der mange muligheder for at arrangere spændende, hyggelige og sjove oplevelser for børn, unge og voksne. Skibet er fantastisk til endagsture eller weekend- og ugetogter med kirkeligt børne-, ungdoms- og spejderarbejde, reklamerer Lisbeth.
Hovedmanden bag den selvejende institution er den tidl. efterskolelærer Peter Graverholt.
Gruppen har tidligere brugt fem års arbejde på at forvandle en gammel fiskekutter til et smukt sejlskib. Det var Agape, som i 1988 stævnede ud på sine første eventyr.
Og skibet sejler fortsat og er velegnet til mindre grupper.
Men man har længe ønsket sig et skib med plads til flere.
I sommeren 2003 købte man et svensk Elida-skib, som nu er sat i stand som søspejderskib. Dvs. at passagererne deltager i arbejdet ombord.
Skibet er oprindeligt bygget i 1951 og var det sidste sejlførende fragtskib, der blev bygget i Sverige. Det sejlede en periode som skoleskib.
Med Anne El er danskernes drøm om et stort sejlskib gået i opfyldelse.
Skibets navn kommer af det hebræiske Hannah El, der betyder Guds nåde, yndest og barmhjertighed.
Kredsen bag Anne El er da heller ikke i tvivl om, hvem de skal takke for, at endnu en skibsdrøm blev til virkelighed.
Interesserede kan søge flere oplysninger om mulighederne for sejlads med Anne El og togt-priser på hjemmesiden: anne-el.dk