Fod under egen prædikestol

Efter at have levet en nomadetilværelse med skiftende mødesteder de seneste år har Pinsekirken i Silkeborg fået fod under egen prædikestol.

Pinsekirkens nye lokaler i Silkeborg

Den 19. juni indviede menigheden en 360 kvadradmeter stor pavillon med plads til 148 mennesker.
Menigheden har dog ingen planer om at slå dybe rødder i pavillonen. Drømmen er stadig en dag at få et helt rigtigt kirkecenter, siger pastor Per Svendsen.
Pavillonen indeholder foruden en kirkesal bl.a. cafe, børnerum, kontor og ungdomslokaler.
Pinsekirken i Silkeborg tæller i øjeblikket 60 medlemmer, og mange af dem har i den seneste tid svunget malerpensler i fritiden for at sætte den nye kirke i stand.
I juni ansatte menigheden desuden Carl-Erik og Caren Laursen som nyt „medpastorpar.“ De kommer fra en opgave som evangelister på skibet Elida.