Omvendelser og helbredelser i Tanzania
Over 1000 blev frelst og flere helbredt, da Hanne og Egon Falk fra New Life Outreach i slutningen af juni holdt evangelisationskampagne i Mbeya i det sydlige Tanzania. Kampganen blev holdt i et udkantsområde af byen, som er domineret af muslimer, og hvor der normalt ikke kommer evangelister.
Hver dag begyndte med et seminar for de kristne i en af byens kirker, hvor Egon og Ruben Falk underviste. Egon Falk havde også et specielt undervisningsseminar for pastorer og prædikanter, og 98 personer fra egnen mødte op.
Eftermiddagens korstogsmøde begyndte hver dag med et børnemøde, hvor bl.a. en medarbejder fra Australien medvirkede, og der blev gjort flittig brug af afrikanske hånddukker til børnenes (og de voksnes) store glæde og begejstring. I løbet af børnemødet samlede der sig også en stor flok af voksne mennesker, som kom for at lytte til forkyndelsen af evangeliet.

