Christopher skal lede ny DTS i Danmark

- Det er min drøm, at jeg på den anden side af DTS’en vil se en flok mennesker, som er sat i brand for Jesus, villige til at gå hvor end Jesus leder dem.
– Det er min drøm, at jeg på den anden side af DTS’en vil se en flok mennesker, som er sat i brand for Jesus, villige til at gå hvor end Jesus leder dem.

Hvad er det, der gør, at en ung mand på 24 år rejser fra ferieparadiset Hawaii til Danmark for at lede en nystartet bibelskole? Det skyldes blandt andet, at Christopher ønsker, at unge begynder at brænde for at dele evangeliet i både Danmark og Europa, så verden kan blive forandret.

Christopher rejser fra den anden side af jorden på det idylliske Hawaii til Østjylland for at starte den første danske DTS for unge i 10 år på missionscenteret Sjellebro.

Christopher er født og opvokset i Danmark, men har gennem hele sit liv haft et perspektiv på mission, som går på tværs af grænserne, blandt andet fordi hans familie har været involveret i UMO (Ungdom Med Opgave).
Og trods sin unge alder, så har Christopher allerede været leder flere gange. Udover at være leder i ungdomsarbejdet på UMO Danmarks store familielejre i mange år, er han på nuværende tidspunkt stab på sin anden ’Fire & Fragrance’ DTS (Discipel Training School) i Kona, hvorfra han har ledt outreach teams til bl.a. Sydafrika. Her har han deltaget i flere former for ledertræning, dels på ’Leadership Track’ i Kona samt ’Circuit Rider Schools’.
På trods af sin nationalitet havde Christopher egentlig ikke tænkt på, at han skulle være i Danmark.
– Jeg blev udfordret af Camilla og Steen Blay Steiner, som er menneskene med visionen bag, og som arbejder på fuld tid i UMO Danmark. Gennem bøn og samråd med mennesker omkring mig, gjorde Gud det klart for mig, at det var en udfordring, jeg skulle sige ja til.
– Også selvom jeg på det tidspunkt ikke havde Danmark i tankerne. Men nu da jeg har sagt ja, har jeg i den seneste tid mærket, hvordan Gud, i sin trofasthed, for alvor har givet mig et hjerte for Danmark, og for Europa, siger han.

Fuldtidsarbejde med Gud

Christopher er fuld af begejstring, når han taler om forventningerne til den nye skole, som er den første af sin slags i 10 år:
– På et personligt plan er jeg meget spændt! Mulighederne er uanede. Det er det, der er så spændende ved at arbejde med Gud på fuld tid. Og hvilket privilegie! Mit arbejde er at elske Gud og elske mennesker!
Det er første gang i 10 år, at vi kører en DTS henvendt til unge mennesker. Vi har haft familie DTS’er, og det har været rigtigt godt. Men jeg ser selv, hvordan flere og flere unge idag sulter efter mere af Gud, og jeg er begejstret over, at vi nu kan være med til at se den sult stillet, siger han.

Mere end en charterferie

Mange danskere, som tager på en bibelskole, ønsker også at prøve at bo udenlands, lige som mange unge fra udlandet har samme ønsker. Betyder det, at de fleste på skolen vil være udlændinge?
– Vi tror og håber, at det bliver en god blanding. UMO er en international organisation. Vi elsker og fejrer vores forskelligheder, så vi håber at se masser af mennesker fra masser af lande, siger han og fortsætter:
– For danskere med et hjerte for Danmark vil det være oplagt at tage til Sjellebro, for her er en mulighed for at sige ‘ja’ til, hvad Gud ønsker at gøre i Danmark og i Europa. Og outreachen vil være en fantastisk mulighed for at opleve andre lande, på en måde som du aldrig vil opleve dem på en charterferie.

Unge som forandrer verden

Skolen vil køre efter den klassiske UMO-model, hvor der vil være 14 ugers undervisning på Sjellebro i Danmark. Derefter vil der være 8 ugers outreach til lande udenfor Danmark. På skolen vil der blive undervist om alt lige fra Guds faderhjerte, Guds karakter og væsen, relationer, tilgivelse, verdenssyn, bøn, mission, tilbedelse og at høre Guds stemme. Men hvordan måler man, om den nye bibelskole er en succes?
– Det er min drøm, at jeg på den anden side af DTS’en vil se en flok mennesker, som er sat i brand for Jesus, villige til at gå hvor end Jesus leder dem. Mennesker, som ved hvem Gud siger, de er, som vil lægge deres liv ned for at andre kan finde deres. For mig at se har DTS’en været en succes, hvis det er sådanne mennesker, der kommer ud på den anden side. Sådanne mennesker vil forandre verden!

Afhængighed af Gud

Christopher Sørensen er som sagt kun 24 år. Det er i den alder, at de fleste selv vælger at tage en DTS. Og trods sit store kendskab til UMO gennem familiens arbejde i den frivillige organisation, så er der måske nogen, som mener, at han er lige ung nok. Christopher er klar over, hvilken betydning alderen kan have:
– Ingen tvivl om, at der vil være udfordringer på grund af min unge alder. Men når jeg er svag, så er Gud stærk. De bedste oplevelser jeg har haft med Gud, har været i total afhængighed af ham. Der, hvor jeg er vokset mest i min tro og min karakter, har været i afhængighed af ham, siger han.
– Derudover vil jeg gerne gøre det klart, at jeg ikke bliver ene mand med opgaven. Vi arbejder pt. på at få stablet et skolelederteam på benene, så vi vil være to eller tre om at lede skolen. Idéen med at have et team, fremfor en enkelt skoleleder, er en model vi har haft stor succes med her i Kona, hvor jeg pt. arbejder som stab med en DTS med navnet ’Fire & Fragrance’, forklarer Christopher.
Den nye danske DTS begynder d. 14 september i år, og mere information om skolen kan findes på ywam.dk.