13 syriske nonner løsladt
13 græsk-ortodokse nonner og deres ledsagere kom tilbage til Damaskus den 10. marts efter at have været kidnappet siden 2. december sidste år, skriver Dansk Europamission.
Nonnerne og deres ledsagere blev løsladt som led i en fangeudveksling. De er efter sigende trætte, men ellers i god behold.
Der er ikke præcise oplysninger om antallet af nonner i gruppen. Men ialt 13 personer er blevet løsladt.
Angreb 2. december
De 13 befandt sig i St. Thekla Klostret i den historiske kristne by Maaloula nord for Damaskus. Byen blev angrebet den 2. december 2013 af den muslimske gruppe Jabhat al-Nusra og fire andre bevæbnede grupper.
De fleste af St. Thekla Klostrets 40 nonner var forinden blevet flyttet til et sikrere sted. Men priorinden, Pelagia Sayyaf, og flere andre nonner valgte at blive i klostret. Derfor blev de bortført, da de bevæbnede grupper overtog den øvre, oldgamle del af byen, hvor klostret og adskillige kirker ligger.
Intense forhandlinger
Frigivelsen af de 13 kommer som resultat af intensive forhandlinger mellem den syriske regering og Jabhat al-Nusra med embedsmænd fra Libanon og Qatar som mæglere. Samtidig løslader regeringen 153 syriske kvinder, som var tilbageholdt uden at have været for retten.
Syrerne er stadig meget bekymrede pga. det høje antal kidnapninger i landet. Samtidig nægtes nødhjælpskonvojer adgang – eller de bliver angrebet.
Brug for nonnerne
Der er hårdt brug for de løsladte nonner og deres ledsagere. De ventes at genoptage deres arbejde blandt forældreløse børn og andre i nød, så snart de er kommet sig over deres prøvelser.
Andre kidnappede
To biskopper blev kidnappet i april sidste år. En munk har været forsvundet siden august. To præster blev kidnappet i februar 2013, og også andre kristne holdes fanget, skriver Dansk Europamission, som har oplysningerne fra samarbejdspartneren Middle East Concern.