På cykel for Jesus fra Norge til Spanien
Fra Kongsvinger går det norske ægtepars forkyndelsesrejse først rundt i Danmark, hvor de håber på at knytte kontakter til andre kirker og menigheder rundt om i landet.
Efter 15 års drømme og planlægning startede det norske ægtepar Liv Grethe (45) og Kjartan Solvang-Nielsen (48) på deres livs cykeltur til Spanien.
Turen er planlagt til at vare tre måneder. Undervejs vil de opmuntre kristne og skabe opmærksomhed omkring Jesus.
Ægteparret har base i Frelsens Hær i Kongsvinger og har forkyndt evangeliet i Norge, Danmark, Sverige, Island og Spanien.
De ønsker ikke at komme med færdige svar, men at sætte Guds folk i bevægelse, og de tror ikke, at menigheden blot er en bygning omkring ceremonier og fordømmende udtalelse, skriver ægteparret.
Udenfor murene
Til gengæld mener de, at menigheden er større udenfor kirkens mure. I dag går kun tre procent af den norske befolkning nu og da i kirke, men langt flere identificerer sig med den bibelske tro, skriver Kjartan.
Han ønsker sig en menighed som i kirkens første tid; en upolitisk strøm af nåde, kærlighed og kraft med et sammenhold, der viser, at man elsker hinanden som kristne brødre.
Besøger Danmark
Den 24. maj kommer ægteparret til Valby Kulturhus, inviteret af FGBMFI (Kristne Forretningsfolk). Bagefter håber de på at blive inviteret til at besøge andre kirker og menigheder på Bornholm, Lolland-Falster, Langeland, Fyn og Jylland.
Ægteparret rejser i troens tjeneste, uden opsparede midler og tager ikke fast honorar. Men de er taknemmelige for enhver kærlighedsgave og invitation.
Man kan læse meget mere om det norske pars rejse på hjemmesiden www.team-jesus.org.
LØJ