Du ved, jeg elsker dig, ikke?

Det var femte gang, jeg måtte skubbe hende ud af vinduet og lukke efter hende. 9-årige Aracely havde for længst opbrugt mine tålmodighedsreserver.

Jeg brugte min sommer på Eternal Family Project i Honduras. Med 20 børn konstant rendende om benene havde jeg brug for et break på værelset. At det oven i købet var Aracely, der ødelagde min pause, var en endnu større prøvelse. Hun havde været Rasmus Modsat, lige siden jeg kom, og endnu engang gjorde hun alt for at irritere mig. Hendes afsluttende kommentar ”Jeg sladrer til mor!” fik mig dog til at smile og selv fortælle det til ”mor” Allison.

Allison fandt ikke historien helt så sjov, så Aracely blev tilkaldt og fik skæld ud – igen. Jeg sad ved siden af, hørte det hele og fik ondt af den lille pige. Nok var hun tvær og umedgørlig, men alligevel… Da hun (efter ordre) kom for at sige undskyld, måtte jeg tage hende i mine arme og sige: ”Du ved, jeg elsker dig alligevel, ikke?” Hun så mig i øjnene, nikkede lidt tøvende og gik sin vej.
Men fra det øjeblik vendte hun på en tallerken. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for mig; hentede min telefon til mig, hvis hun troede, at jeg havde glemt den i køkkenet; satte sig op ad mig i sofaen og spurgte, om hun skulle bære min taske. Det kom fuldstændig bag på mig. Tænk at så lille en sætning kunne ændre hendes attitude så radikalt.

Børn er så dejligt ligetil og letaflæselige. Men gad vide, hvor mange voksne, jeg møder, der har lige så meget brug for at blive set og værdsat?