Fra Danske Bank til Danmission i Bangladesh
Afdelingsdirektør Peter Herum skal være regionsleder for Danmission i Asien, mens hustruen Christa skal være dialogkonsulent fra 1. august.
Danmission får ny regionsleder og dialogkonsulent i Asien, når afdelingsdirektør Peter Herum forlader Danske Bank.
Afdelingsdirektør Peter Herum bliver ny regionsleder i Asien med ansvar for Bangladesh, Cambodja og Myanmar. Han ventes at få base i Dhaka i Bangladesh sammen med ægtefællen, cand. teol. Christa Lund Herum, som ansættes som dialogkonsulent.
Sammen med deres to sønner boede Christa og Peter Herum to et halvt år i Cairo fra 2005 til 2007, hvor de også var udsendt af Danmission som henholdsvis management konsulent for Den Koptisk Ortodokse Kirke og interreligiøs koordinator for Den Anglikanske Kirke.
Respekt for partnerne
– Siden vores år i Egypten har det været et brændende ønske at blive udsendt igen. Udfordringen i Asien bliver givetvis stor, men det er en udfordring, som jeg påtager mig med glæde og i respekt for Danmissions partnere og arbejdet i regionen, siger Christa Lund Herum, som i årene efter hjemkomsten fra Egypten har været ansat i Danmission i Hellerup.
Peter Herum er cand. polit. og har en lang karriere i Danske Bank, hvor han indtil tiltrædelsen i Danmission 1. august 2014 sidder i en stilling som afdelingsdirektør med ansvar for at koordinere koncernens LEAN-program i Personal Banking divisionen.
Han fortæller: ”Egentlig var det min hustru, som tog initiativ til udstationeringen i Egypten og overtalte mig til at sætte min karriere i den finansielle sektor på pause. Det er jeg hende meget taknemmelig for. Billedet fra den første gang jeg stod på lossepladsen i havnebyen Port Said, står stadig lysende klart for mig. Her bor børn og voksne i små skure og arbejder med at sortere affald – stanken fra affaldet var ubeskrivelig!
Jeg oplevede, at Danmission var dygtig til at finde marginaliserede grupper i udkantsområder, hvor hjælpen virkelig gjorde en forskel – og det er de stadig! Dette er for mig en god grund til at rejse ud med Danmission igen. Samtidig hviler Danmission på værdier, jeg kan stå inde for.
Jeg har nydt godt af en velfungerende og dynamisk organisation i Danske Bank, men nu kom så en spændende stilling i Danmission, som giver mig mulighed for at forfølge min drøm om igen at arbejde for mennesker, der ikke har fået de samme muligheder, som vi har – og så oven i købet i en verdensdel, jeg længe gerne har villet lære bedre at kende.”