Skleroseramt startede landbrugsskole

Mange rystede på hovedet af deres vilde drøm. Men fem år senere er de hjemme igen efter at have opbygget en lille landbrugsskole. 

I 2002 fik Lisbet Terp diagnosen sklerose. Og dermed syntes drømmen om at rejse ud for at hjælpe andre at være knust.

– Nu gik det hurtigt ned ad bakke. Jeg havde 3-4 store sclerose-attack om året. Der var en lang periode, hvor jeg fx ikke kunne bruge mine hænder. Jeg kunne slet ikke skrive, så man kunne læse det. Der skete mange voldsomme ting. Jeg blev også følelsesløs engang imellem og kunne ikke holde på ting. Jeg kunne næsten ikke spise selv. Jeg var virkelig sølle…
– Det var ikke en nem tid, husker Kurt. Når de skulle ud af huset, måtte han køre Lisbet i kørestol.

Blev næsten blind

– Jeg gik ned på færre og færre timer på lærerseminariet. Synsnerven blev angrebet af sclerosen. Jeg var næsten blind det meste af tiden.
Når det blev lidt varmt, eller jeg blev lidt presset, eller hvis jeg anstrengte mig fysisk, så blev det helt sort.
På seminariet brugte man ofte overhead, men jeg kunne simpelthen ikke se, hvad der skete der.
Jeg var inde i min egen lille osteklokke. Når jeg gik i kantinen, kunne jeg ikke se de andre. Det var hårdt, og jeg kunne ikke koncentrere mig særlig godt. Jeg blev ved med holde ud, men til sidst blev det helt umuligt, og min læge sagde, at nu blev jeg altså nødt til at stoppe.
Det var noget af det værste for mig – ikke at kunne gøre min uddannelse færdig… Det var virkelig krise. Men jeg måtte stoppe i 2004. Jeg nåede at læse i 3 år.
Men i 2007 oplevede Lisbet en mirakuløs ændring i sit syn efter en bøn til Gud. Og selv om hun fortsat gik til behandling, tog hun og Kurt i 2009 til Mozambique for at udleve deres drøm.

I foråret 2009 skrev vi i Udfordringen om et ungt ægtepar, Lisbet og Kurt Terp fra Vorbasse, som ville oprette en landbrugsskole i Mozambique – selv om hun led af sklerose…

Hvordan gik det så?
Jo, de kom faktisk til Afrika, og de kom også hjem igen.
I juli mødte Udfordringen dem på SommerOase, hvor de fortalte, hvad der var sket.
Men lad os først tage et tilbageblik:

Lisbet drømte om at rejse ud og hjælpe

Lisbet Terp havde siden sit volontørophold på et børnehjem i Honduras haft en drøm om at rejse ud igen.
Bagefter tog hun på Ungdom Med Opgaves DTS-skole i Sjellebro og var på out-reach til Recife i Brasilien.
– Der havde jeg en åndelig oplevelse en aften i det lille kapel på basen. Jeg følte helt klart, at jeg skulle gøre noget for folk, der har det hårdt. Vi havde set så mange børn, der levede på gaden og i slummen. Mange af os kunne næsten ikke holde ud at være der, men jeg havde lyst til at komme tilbage igen og give dem et bedre liv, fortæller Lisbet, som da var 21 år.

Kæresten derhjemme

– Kurt og jeg var kærester, før jeg tog derover. Vi skulle giftes i juni, når jeg kom hjem.
– Hun talte så meget om det her, da hun kom hjem, at vi overvejede, om vi overhovedet skulle giftes, for min drøm var at blive landmand. Min mor og far havde en gård i Stenderup Krogager, som jeg skulle overtage, fortæller Kurt.
Men Kurt valgte Lisbet, og forældrene solgte gården til nogle hollændere.

Svært at give afkald

– Det var et meget svært valg at træffe, men jeg elskede jo Lisbet, konkluderede Kurt.
– Mens Lisbet var i Brasilien, havde jeg også en drøm. Jeg så mig selv gå rundt blandt sorte mennesker og stråhytter i Afrika. Jeg tænkte, at det kunne være noget fra Gud, men det passede jo ikke lige ind i mine planer dengang.
I KFUM & KFUK i Vorbasse var det ikke så normalt at tale om drømme, så jeg sagde det ikke til nogen.
Parret giftede sig og flyttede til Århus. Kurt blev nu pædagogmedhjælper i Randers, men det var ikke lige dét, han brændte for. Han savnede den friske luft…

Landmandsliv

Da Kurts morbror og tante satte deres gård i Fitting ved Vorbasse til salg, besluttede Kurt og Lisbet at købe den.
Lisbet fortsatte med at læse på lærerseminariet i Jelling i stedet for i Århus.
Men Kurt havde lovet, at de to skulle rejse ud – engang.
– Det kan godt være, at jeg var lidt naiv at tro, at vi bare kunne tage af sted i to år, men det besluttede vi os for, siger Kurt.

Lisbet havde sklerose

Men så blev Lisbet syg…
– Jeg begyndte at få symptomer kort efter, at vi købte gården i 2001.
Jeg kunne næsten ikke gå. Jeg havde svært ved at bevæge min krop. Jeg var også helt vanvittigt træt. Det var en stresset tid. Det var rigtig hårdt for mig at flytte langt ud på landet, når man nu boede i Århus.
Det var en beslutning, vi tog sammen. Jeg ville jo også gerne have en glad mand. Men jeg var nok lidt bitter…
Jeg fik rigtig meget besvær med at gå. Jeg væltede rundt. Det så ud, som om jeg var fuld, når jeg dinglede rundt. Det var svært at løfte benene.
I 2002 fik Lisbet diagnosen. Det var sklerose. Og i den kommende tid gik det hurtigt nedad bakke med helbredet.

Acceptere sygdom?

– Jeg forsøgte at indstille mig på, at jeg måske ikke skulle blive rask. Jeg kæmpede meget med min identitet som syg og ville accepteres som normal, selv om jeg var syg, fortæller Lisbet. Og Gud hjalp hende:
– Jeg følte, at han blev ved med at sige til mig, at han godt kunne bruge mig, selv om jeg var syg. Min værdi kom ikke an på, om jeg var rask eller syg. Det skulle jeg bare give over til ham. Og det fik jeg fred med.

Behandling hjalp

Lisbet kom på førtidspension, og i 2005 begyndte hun at få Novantrone intravenøst med drop på Rigshospitalet. Og hun fik det faktisk lidt bedre.
– Det kom så vidt, at jeg også kunne løbe og hoppe igen. Men når jeg lige havde fået det godt, så gik det ned ad bakke igen.
En periode prøvede de også at give Lisbet kemoterapi. Måske kom der også en bedring, men det var for hårdt for kroppen at blive ved.
– Så kom der noget nyt medicin, der hedder Tysabri. Jeg var en af de første, der prøvede det. Det tog lang tid, før det virkede, og i starten fik jeg det værre, men så mærkede jeg en tydelig forbedring.

Passion og nyt håb

– I 2007 år var jeg på SommerOase. Der tog jeg et seminar-spor om nådegaver. Merete Esmark underviste om at finde sin passion. Efter undervisningen skulle vi bruge tid på at sidde og spørge Gud om, hvad han ville bruge vores liv til.
Jeg sad og fik nogle tanker om, at jeg skulle undervise!
”Nej, hvor kommer de her tanker fra?” tænkte jeg. Nu havde jeg jo lige affundet mig med, at jeg var syg.
Så hvorfra kom de her tanker om, at jeg skulle blive rask nok til at kunne undervise?

Mirakuløs bekræftelse

Så sagde jeg til Gud:
– Jeg kan altså slet ikke holde det ud, hvis det bare er mine tanker. Du må simpelthen vise mig, om det er fra dig.
Det var en meget varm sommer, og solen bagte på teltet. Så jeg kunne næsten ikke se noget, og jeg kunne da slet ikke se op på den der overhead. Jeg anede ikke, om der var billeder eller bogstaver deroppe; det var bare blankt for mig.
Så jeg sagde: ”Gud, vil du ikke godt vise det med, at når jeg nu åbner øjnene, så vil jeg kunne se, hvad der står deroppe, og hvis jeg ikke kan det, så gider jeg overhovedet ikke tage det her seriøst.”
Så åbnede jeg øjnene, og så kunne jeg se alle bogstaverne, én for én… Det var en meget stor bekræftelse!

Så gør vi det!

– Men hvad ville Kurt sige. Jeg var alene, for Kurt havde jo fået sin gård og arbejdede.
– Jeg blev rigtig glad. Jeg syntes også, det var rart at få en afklaring, og fra den dag følte Lisbet, at Gud ville gøre det muligt. Det var rart.
Kurt og Lisbet vidste endnu ikke, hvor de skulle hen. De tog først en tur til Brasilien, hvor der var et UMO-arbejde blandt gadedrenge, men alle døre lukkede sig. Det var vildt frustrerende.

Mozambique

– Vi havde været på ProjectServe med YFC i 2001 i Mozambique. Kurt snakkede hele tiden om, hvordan deres majs groede. ”Fem majs i et hul”, sagde han, og ”hvorfor vander de ikke det her, og hvorfor gør de ikke sådan her?”
Vi ville kontakte Mark Harper, som stod for projektet, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle få fat på ham. Men samme aften var der et forslag om at være venner med Mark på Facebook…!
Vi skrev og spurgte, om han kendte til et landbrugsprojekt i Mozambique. Dagen efter skrev han ellevild tilbage: ”Kom til Mozambique”.
– Vi tog derned i oktober 2008 for at se nærmere på tingene, fortæller Kurt.
– Vi kiggede på jord og brainstormede og snakkede visioner. Det blev så til, at vi skulle starte en praktisk landbrugsskole dernede med kun 10 elever om året. Eleverne skulle kunne tage hjem og bruge det, de havde lært. Og lære fra sig.
Lisbet og Kurt lærte sig nu lidt portugisisk. De fik sig en bestyrer på gården og så rejste de til Mozambique i juni 2009 – selv om Lisbeth var i behandling og skulle hjem hver 5. uge.

Afhængige af Gud

– Hvordan gik det så?
– Vi har aldrig været så afhængige af Gud…!, konstaterer parret. – De første tre uger boede vi primitivt hos en lokal præstefamilie, før vi tog til Xai-Xai i Gaza-provinsen i det sydligste Mozambique. Ca. tre timer fra grænsen.
Det viste sig, at YfC ingen jord havde, og vi havde også forestillet os, at vi skulle på sprogskole. Men vi fandt ud af, at hvis det her skulle blive til noget, så måtte vi nok selv tage os af det hele.
– I bad sikkert meget…?
– Ja! Og når vi glemte det, så gik der noget galt. Men jeg lærte, at når man er helt afhængig af Gud, så kan man godt, så går det alligevel, siger Lisbet.
– Vi fandt så noget jord gennem de lokale høvdinge og vores netværk. Det var dårlig jord på grund af beliggenheden. Den gode jord ligger nede i Limpopodalen. Hver aften kommer køerne hjem efter at have græsset der, fortæller Kurt.
– Vi måtte bore 70 meter for at få vand nok. Vi fik også lagt strøm ud til skolen. Og det har betydet en masse fordele og udvikling for den landsby, som ligger ved skolen.
– Hvor fik I pengene fra?
– Fra små fonde, Sydvestjyllands Efterskoles projekter, indsamlinger… Lige inden vi skulle af sted, fik vi kontakt med en lille kristen organisation i Randers, der hedder Assist. Og det har fungeret rigtig godt. De har ikke mange penge, men de er nogen gode mennesker.
Og menigheden i Vorbasse har bakket op på en fantastisk måde. De har syntes, at vi var skøre og dumdristige, ja, men de har alligevel bakket os op. En enkelt dag arrangerede de cykelløb og meget andet, og de samlede 125.000 kr. ind!
Vi har også tre gange haft frivillige ude i projektet 50+, som Egon Olesen står for. Det er et projekt, hvor modne danskere tager ud for at hjælpe med et projekt i en måned.
Og vi blev så også valgt som projekt for Y’s Mens klubberne i hele landet til sidst.

Banken bekymret

– Kunne gården derhjemme ikke kaste noget af sig?
– Nej, det har kostet os ca. 300.000 kr. om året i ekstra løn, fortæller Kurt. Gårdens værdi er også blevet halveret på grund af finanskrisen, fordi jorden nu kun er det halve værd…
– Vores bankmand sagde, at hans kolleger ikke forstod, hvorfor han lod os stikke af.
Det var godt, vi kom af sted før krisen, ellers havde vi nok aldrig fået lov, mener Kurt.
– Fungerede det med at have en gård derhjemme?
– Overraskende godt. Der var kun én gang, hvor jeg blev nødt til at tage hjem og snakke med en vanskelig kunde.
– Men hvad med Lisbets sklerose sygdom?
– Jeg fortsatte med den nye medicin og tog hjem hver 5. uge for at få medicin. Jeg nåede at blive guld-medlem hos KLM.
Rejsen tog 17 timer den ene vej og 23 timer den anden.
– Har sklerosen været værre eller bedre i Mozambique?
– Faktisk skulle den være værre på grund af varmen, men det er gået langt bedre end forventet. Jeg har ofte undret mig over, at jeg kunne gå meget mere, end jeg normalt kan.

I tvivl undervejs

– Har I ikke været i tvivl om, at det var det rigtige, I gjorde?
– Ikke, når vi kigger tilbage, men der var mange gange undervejs, indrømmer Kurt.
– Der var især en gang, hvor vi blev beskyldt for, at vi stjal af kassen dernede, og at vi bare gjorde det for pengenes skyld. Da tænkte vi: Véd I virkelig ikke, hvor meget det her koster os?
Der var meget rod og mange skuffelser. Men tiden i Afrika er også noget af det bedste, vi har oplevet.

Et flot resultat

– Og det lykkedes jo faktisk at gennemføre jeres planer om en landbrugsskole mod alle odds.
– Ja. Og det overraskede en dansk udviklingsekspert, som besøgte os. Han var dybt imponeret. For det er ikke så nemt at få det til at lykkes.
Der har jo været borgerkrig i Mozambique i 30 år. Og de har svært ved at få organiseret tingene. Det er stadig sådan, at folk kører til Sydafrika for at købe ind, selv om de kunne være selvforsynende.
Vi kunne hjælpe de lokale til at forøge deres høst af grøntsager vildt meget.

Så besværligt

– Vi har også oplevet, hvor besværligt det hele er. Ting tager jo en evighed. Da vi skulle have indlagt strøm, var prisen meget høj. Men da vi fik snakket med de rigtige, faldt prisen til det halve…! Hvis man er hvid, får man som regel lov at betale.
– Hvad synes befolkningen om jer som hvide?
– Så længe vi ikke er sydafrikanere, så er det okay, at man er hvid, bemærker Lisbet.
Parret har kunnet bo fredeligt og ikke været udsat for tyveri af betydning, og ikke været nødt til at gemme sig bag mure eller forsvare sig med våben.

Det værste og bedste

– Hvad har været det værste, I har oplevet dernede?
– Vi havde en ung fyr på skolen, som var mønsterelev. Og fordi han havde mistet sin far som helt lille, blev jeg nok ligesom en far for ham, fortæller Kurt. – Han hulkede, da vi tog hjem. Men så fandt vi ud af, at han havde gået og snydt os med penge hele tiden. Det var svært, fordi vi netop havde knyttet os til ham.
– Og det bedste?
– Det virkeligt fede er jo det dér med, at man går ”ud af båden” og finder ud af, at man godt kan. Og nu, da vi er taget hjem og har overladt det til mozambiquerne, har det vist sig, at de kan køre det.

Stoltheden

– Lisbet, hvad har det sværeste og bedste været for dig?
– Det sværeste er nok de mozambiquiske mænds stolthed. Den ødelægger og forsinker meget. Mange tør ikke gøre noget af frygt for, at det går galt, og at de så får skylden.
Jeg kommer let til at fornærme dem. Både fordi jeg er kvinde og når jeg er for direkte. Selv siger de tingene meget indirekte. Og det tager tid.
– Og det positive?
– Da vi havde dimissionsfest fortalte en af forældrene om, at hans datter var kommet hjem fra skolen og ville lave alting om. Til sidst blev han så irriteret, at han sagde, at så kunne hun selv dyrke jorden. Det gjorde hun så, og hun avlede meget mere! fortalte han. Det varmede meget.
– Nu er I så hjemme igen efter et fantastisk eventyr. Har I helt sluppet landbrugsskolen?
– Nej, slet ikke. Vi tager stadig derned på besøg.
De to første ledere af skolen skuffede meget. Så nu har vi ansat to kvinder. Den ene er vores kontorassistent, den anden er den første elev. Og det fungerer godt.
Før vi tog derned, grinede folk af os og sagde, at vi nok blev klogere. Men nu er folk imponerede over alt det, vi to små mennesker har fået lavet.
– Det er så fedt, at Gud bruger os, også selv om man har noget sygdom eller andre ting at slås med, slutter Lisbet med et stort smil.

Se mere på Lisbet og Kurts hjemmeside: Wutomiagri.dk
(Ordet betyder Liv og Landbrug).