Bibelbutik genopbygget

Den nye butik er flottere end den, der brændte for et år siden. Fotos: Det egyptiske Bibelselskab.
Den nye butik er flottere end den, der brændte for et år siden.
Fotos: Det egyptiske Bibelselskab.

For et år siden blev Det egyptiske Bibelselskabs butik i Assiut brændt ned. Nu er den genopbygget med hjælp fra Det danske Bibelselskab.

Den 14. august sidste år nedbrændte sympatisører af Det Muslimske Broderskab bibelbutikken i Assiut. Nu er den åben igen.

Nedbrændingen var en reaktion på politiets spredning af Broderskabets sit-ins i Kairo. Nu er boghandlen genåbnet bl.a. ved hjælp af midler fra danske givere gennem Bibelselskabets indsamling, oplyser Det danske Bibelselskab.

Genåbning fejret

– Biskopper, præster og andre kristne ledere og forretningsfolk deltog i fejringen af boghandlens genåbning i Assiut, som er den næststørste by i Egypten.
Det viser, at Bibelen er den mest samlende fælles faktor blandt kristne i Egypten, fortæller Ramez Atallah, som er generalsekretær i Bibelselskabet i Egypten.

Flottere end før

Da boghandlen lå i ruiner sidste år, sagde byens koptiske biskop, Barsoum, til de ansatte:
– Tab ikke modet. Butikken vil blive genopbygget, og den vil blive flottere end før. De stumper papir med skriftsteder fra bibler, som er ødelagt, vil blive spredt med vinden, og evangeliet når til mange mennesker i denne by.
Nu er butikken blevet åbnet og fejret, og glæden var stor, for genopbygningen er et symbol på den fortsatte kristne tilstedeværelse i Egypten, skriver Det danske Bibelselskab.
Bodil