Israelere sætter rekord – svømmede 380 km fra Cypern til Israel

swimmersSeks skulderbrede israelske mænd har slået “Guinness”-verdensrekorden for længste gruppesvømning i åbent hav ved at tilbagelægge strækningen på 380 km fra Cypern til Israel.

De startede fra en strand i Paphos på Cypern og nåede i mål i Herzliya marinaen 20 km nord for Tel Aviv.

Ifølge reglen for gruppesvømning må gruppen holde samme rækkefølge af svømmere, og de må ikke berøre ledsagebåden eller bruge særligt udstyr til beskyttelse mod kulde og brandgopler.

Den tidligere rekord var sat af et amerikansk svømmehold på seks mænd, der svømmede 366 km for halvandet år siden.

Det var det israelske svømmeteams andet forsøg på at slå den amerikanske rekord, efter at de først havde prøvet, men måtte opgive på grund af storm. Få dage efter deres hjemkomst til Israel besluttede de at prøve igen.

De seks israelere er midaldrende mænd. Deres navne er: Udi Erell, Ori Sela, Doron Amosi, Ben Enosh, Luc Chetboun og Oded Rahav.

I ledsagebåden var en kok, to kaptajner og en fotograf, der skulle bevise, at folk virkelig er så tossede at gøre noget sådant af egen fri vilje. Båden fulgte svømmernes position via individuelle “chips” og mindskede muligheden for at ramme en svømmer – en af de største farer om  natten.

Målet med denne svømning var at rejse penge til beskyttelse af Israels vande og floder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En af svømmerne, Ori Sela, siger:
– Udover at sætte rekord ønsker vi at få folk til at elske havet og modstå udfordringer.