3000 spiste sig mætte for alvor

Indre Missions Ungdom samlede to generationer til festlig jubilæumsaften på Event 2004 i Messecenter HerningHERNING – Kun de færreste aktive i Indre Missions Ungdom var født, da bevægelsen blev stiftet den 9. april 1979. Alligevel kunne også teenagerne grine med af fordums frisurer og brillemode på de gamle billeder og videoklip, der blev drysset ud over den store 25 års jublæumsfest i weekenden.
Jubliæet blev fejret i forbindelse med Event 2004 i Messecenter Herning, der som sædvanlig tiltrak en stor flok efterskoleelever og IMU’ere fra hele landet.
1400 deltog hele weekenden, og det tal blev mere end fordoblet ved lørdagens festaften, hvor tæt på 3000 kommende, nuværende og forhenværende IMU’ere deltog.
Også aldersgennemsnittet fik et markant løft lørdag aften, hvor hundredvis af forhenværende IMU’ere mødte op i forbindelse med jubilæet.
Det betød, at flere af teenagerne måtte finde sig i, at deres forældre også var med på Event.

Far kom med tandbørsten

Én af dem var 15-årige Andreas fra Himmerland, der måtte leve med farmand Leifs tilstedeværelse lørdag aften.
– Det er selvfølgelig lidt pinlig, at han kom med den tandbørste, jeg havde glemt derhjemme. Men han har lovet, at køre hjem igen, så snart aftenens program er slut, fortæller Andreas.
Leif Christensen var selv med på IMU’s allerførste Landsungdomsstævne, der blev holdt i Vejle Missionshus i 1980.
– Der er sket meget siden dengang, men jeg er glad for at se, at de unge stadig kan begejstres af sang og forkyndelse. I 1980 havde vi hverken videoprojektorer eller røgkanoner, og jeg kan ikke mindes, at vi savnede det. Men det er nok bare mig, der er blevet for gammel, siger Leif, der omgående får sønnens opbakning til det med alderen.
At der er løbet meget vand i åen, siden IMU så dagens lys, blev illustreret lørdag eftermiddag med et uhøjtideligt tilbageblik på de sidste 25 år.
Blandt andet stod en særlig oplevelse klart i erindringen hos Indre Missions generalsekretær Jens Olesen, som tilbage i 1986 var landsungdomssekretær.
Bandet Josua skulle give koncert på landsungdomsstævnet, og for første gang i IMU’s historie hav-de man hængt to små farvede lamper op over scenen. En rød og en blå.
– Det vakte ramaskrig i hele Midt- og Vestjyland. Det var slet ikke en del af IMU-kulturen dengang, sagde generalsekretæren, som få sekunder efter gav den som sprællemand under de knap 100 kulørte lamper over Event-scenen anno 2004.

Kransekage til talen

Tema for Event 2004 var „Sulten for alvor“ i modsætning til den kendte chipsreklame, hvor man kun er „sulten for sjov.“
– Det er ikke lige meget, hvad vi spiser, når vi er sultne for alvor. Om vi fylder os med junkfood, eller vi får noget indenbords, der mætter længere end til den næste bøvs, sagde forkynderen Sprint, der talte lørdag aften.
– Som kristne har vi fået en masse, som kan gøre os virkelig mætte. Vi har fået Guds ord, bønnen, fællesskabet. Alt sammen noget som gør, at vi ikke behøver at sulte efter meningen med livet, sagde han.
Men selv om vi har mange gode ting at blive mætte af, bliver vi først mætte for alvor, når vi sidder til fest i himmelen, understregede han.
– Indtil da må vi holde forfester. For eksempel her på Event, og det vil vi gøre nu, introducerede han storsmilende.
Og straks blev der kørt vogne ind i mødehallen med kransekage til alle 3000 deltagere.

Sammen om lovsang

Indre Missions bigband JimJam spillede op til en god blanding af moderne lovsange og gamle langtidsholdbare salmer, så både nuværende og forhenværende IMU’ere kunne samles om at prise Gud.
– Jeg havde helt glemt hvor fedt det var at være på Event, eller LUS, som det hed, da jeg var med første gang i 1980, siger Bodil Hansen fra København.
– Jeg får helt lyst til at snige mig med igen næste år, selv om der ikke er jubilæum. Måske går det an, hvis jeg tager min datter med.