Vi skal ikke være bange for at vise vores tro på Gud

Søndagens tekst udlægges i denne uge af folkekirkepræst Anna Døssing Jensen

Hvad siger bibelversene om jordens salt og verdens lys dig umiddelbart?
– Bibelversene siger mig to ting:
At der på den ene side er noget skjult i det at være en kristen, men i det skjulte findes en kraft til at bevare og give tingene særlig karakter. Det betyder, at man som kristen har noget hemmelighedsfuldt i sig; noget virksomt, som influerer tingene omkring én på en måde, som tjener Guds rige. Det er saltet.
På den anden side er kristendommen noget synligt. Det er ikke noget, man så at sige ”putter” med. Vi skal ikke være bange for at vise udadtil, hvad vi tror på. Det er lyset.
Der er for eksempel netop nu en stor strid i Europaparlamentet om kommissærstillingerne, fordi den italienske kandidat Rocco Buttiglione, der er katolik, har været åben om sin tro og givet udtryk for, at udøvelse af homoseksualitet er en synd.
Han sagde altså noget, der svarer til at citere Det nye Testamente. Men han blev undsagt af flertallet af parlamentsdeltagerne, som nok ville kalde sig selv kristne, men kun som noget rent privat, der ikke kunne have ydre konsekvenser, men skulle være skjult.
I den store iver for menneskerettighederne er man kommet til at undertrykke frihed til at fortælle om egne religiøse synspunkter. Lyset må ikke brænde, så alle kan se det. Det skal være gemt af vejen og være usynligt.

Er det ikke først og fremmest Jesus, som er verdens lys?
– Det er det selvfølgelig, men vi må ikke underkende det mellemmenneskelige. Jesus siger jo, at det er os, der er saltet og lyset. Det er nemlig ofte gennem det andet menneske og dermed også gennem os, noget af Guds væsen bliver åbenbaret.

Hvilket lys vil du gerne selv være i din præstegerning?
– Jeg vil naturligvis gerne være en af dem, der er med til at åbenbare Guds væsen for andre. Jeg vil gerne føre folk derhen, hvor de erfarer, at Gud også er for dem. Det vigtigste ved en prædiken er, at den ved henvisning til Kristus rører ved noget i os; at vi får en dybere erkendelse af Guds nåde og derved bliver forvandlet.
 

– Det kan vi ikke i almenmenneskelig forstand, hvor vi henter vores kundskab fra vores sanser. Til gengæld er det muligt i troens verden, hvor Gud giver os den vished, vi ikke selv kan tage.
 
Kræver det en bestemt livsstil som kristen, for at saltet ikke mister sin kraft og lyset går ud i vore liv?
– Det kan der selvfølgelig være noget om, fordi troen og kraften dør i os, hvis vi gør ting, vi ved, er Gud imod. Naturligvis hører den åbne bekendelse med til den kristne livsstil. Men jeg mener ikke, at ordene her blot er udtryk for, at Jesus giver os en moralsk opsang eller holder en peptalk.
– Det er ikke noget med, at nu må vi se at tage os sammen og blive anderledes end det, vi ved, at vi faktisk er. Snarere mener jeg, versene er en opmuntring til at leve det liv, vi har fået, i den kraft det er at være en kristen.

Du vil gerne appellere til de unge. Hvad bliver dit første skridt i den retning?
– Jeg vil gerne appellere til alle, såvel unge som gamle. Men det er måske nok mest naturligt for mig at tale til min egen aldersgruppe.
Det vigtigste, når man gerne vil nå de unge, er at møde dem på deres præmisser. Det er derfor mit første skridt. For mig kan dette gøres ved, at jeg kommer ud til de unge på deres ”territorium”. Jeg var for nylig ude at tale på Hadsten Højskole for unge i alderen 22 år om temaet: Er folkekirken noget for de unge i dag?
Det er også vigtigt at kunne tale et sprog og give gudstjenesten en form, de unge forstår, så de får lyst til at komme hen i kirken.

Interview: Solveig B. Berner