Fortrinligt studiemateriale om lovsang

Lars Frederiksen, musikkonsulent i Luthersk Mission fra 2004-2014, har udarbejdet et let tilgængeligt studie- og lovsangsmateriale om tilbedelse.

Lars Frederiksen: Pris Herren - glem ikke alle hans velgerninger. 112 sider - 99,95 kr. Lohse
Lars Frederiksen: Pris Herren – glem ikke alle hans velgerninger. 112 sider – 99,95 kr. Lohse

Ideen er, at den lille bibelgruppe, cellegruppe eller hvad man kalder sit nære netværk i kirkelig sammenhæng, kan bruge materialet til at reflektere over lovprisningens betydning og ved at bruge de to medfølgende cd’er synge sange, som understøtter de enkelte andagtsstykker.

Gode refleksioner

Salmer, lovsange og i det hele taget musik er en integreret og naturlig del af gudstjeneste- og kirkelivet, men hvad betyder det i grunden? Hvorfor er det, vi skal lovprise Gud? Hvordan gør vi det med hjerte, mund og hænder? Og hvad stiller vi op, når livet gør ondt, og vi ikke ’føler’ for lovsangen? Sådanne refleksioner er sunde at gøre sig, således at lovsangen ikke bliver overfladisk og ude af trit med livet.

Lars Frederiksen sætter lovsangen i perspektiv på denne måde: ”Lovsang er først og fremmest en gave fra Gud, der skal flytte fokus væk fra os selv og vores egen livssituation og hen på Gud og på hans godhed og trofasthed imod os”. Og det betyder ikke at vi skal lukke øjnene for livets hårde realiteter, men at vi kan vide, Gud er med selv i disse situationer, således at vi kan formane vores sjæl med ordene fra David: ”Min sjæl, pris Herren”.

Velvalgte sange

Hvert kapitel i bogen er ledsaget af nogle velvalgte sange. Sange, som hører til i den ældre salmebog fx Kingos ”Skriv dig, Jesus, på mit hjerte” fra 1689, og sange, som er af meget nyere dato som for eksempel ”Du regerer over os”, som Lars selv har oversat til dansk i 2014. Uanset om det er ’old and classic’ eller friskt og nyt, er der tale om tekster, der har noget at sige, som har dybde og indhold, der i sig selv rummer en forkyndelse for den tilbedende.

De indspillede versioner af sangene er beregnet til at synge med på, og det er tydeligt at høre på arrangementerne. Mange numre er arrangeret for kor, og musikken udgør et diskret akkompagnement og gør ikke for meget opmærksom på sig selv. Jeg kunne forestille mig, at det virker efter hensigten, hvis man som anbefalet skruer godt op for stereoanlægget og synger med, men rent musisk er det dog ikke den store oplevelse.

En spændende ide

Det er en god idé med et materiale, som kan løfte lovsangen i kirken og samtidig slå til lyd for, at lovsang er mere end mundens og stemmebåndets idræt, det er en livsstil som er Gud til ære og os til gavn.