Graham-kampagner har nået 9,5 millioner i 2014
Billy Grahams evangeliserende arbejde har på mange forskellige måder delt evangeliet med millioner af mennesker verden over – og 1,6 millioner valgte at følge Jesus i 2014.
Gennem forskellige kampagner og undervisningsprogrammet ’Heaven’ har Billy Graham Evangelical Association delt evangeliet med 9,5 millioner mennesker verden over alene i 2014. Billy Graham Evangelistic Association (BGEA) arbejder både med akut-beredskab, videokampagner og mere traditionelle vækkelseskampagner verden over.
Akut krisehjælp
BGEA har et akut beredskab, som sættes ind, når der er særlige kriser eller katastrofer rundt om i verden. Under race-urolighederne i Ferguson sendte BGEA et kriseteam til stedet for at mægle i konflikten. Teamet bad for og med de implicerede, og en af præsterne viede den 12. december to af Fergusons indbyggere, Calvin Taylor og Sharonda Williams. Parret havde ellers konflikten på nærmeste hold, da deres hus var blevet brændt ned til grunden.
Store kampagner
Organisationen holder store kampagner sammen med lokale kirker i Nordamerika, Europa, Australien og Asien. BGEA’s leder Franklin Graham og hans søn Will Graham (henholdsvis søn og sønnesøn af Billy Graham) har også prædiket ved andre arrangementer bl.a. i Japan, Sri Lanka og Papua New Guinea. Franklin Graham er også grundlægger af den kristne nødhjælpsorganisation Samaritan’s Purse.
Video-undervisning
Billy Graham’s undervisningsprogram My Hope (Mit håb) med undertitlen ”Heaven” (Himlen) er blevet distribueret i 200.000 eksemplarer i USA og Canada. En relateret video er blevet set 150.000 gange på YouTube, og mange henvender sig til organisationen efter at have set den. En anden video med titlen Captured by Grace (fanget af nåde) fortæller historien om den tidligere topatlet og krigsfange Louis Zamperini. Han er hovedperson i filmen Unbroken, som netop har haft premiere. BGEA har også forstået at udnytte mulighederne gennem internettet. Hjemmesiden Search For Jesus (Søg Jesus) præsenterer evangeliet, og trænede sjælesørgere og andre rådgivere sidder parat til at besvare spørgsmål. Gennem denne hjemmeside har 5 millioner mennesker siden 2011 valgt at følge Jesus.
Kampagner i 2015
I løbet af det nye år håber BGEA at holde større fremstød i Ukraine, Spanien, Brazilien, Japan, Indien, Filippinerne, Tanzania og Nordamerika. Search For Jesus vil også blive udbygget, og BGEA har planer om at gøre My Hope-programmet tilgængeligt for flere nye lande.