Soldaterhjem fejrer 70 år
VORDINGBORG – KFUMs Soldatermissions soldaterhjem i Vordingborg kan fredag den 3. december fejre 70 års fødselsdag.
Det markeres på dagen med en jubilæumsfest for alle venner og tidligere medarbejdere.
Selv om 70 år er en moden alder, begyndte arbejdet blandt soldaterne i Vordingborg endnu tidligere. Allerede i 1913 flyttede garnisonen fra Nyborg til Vordingborg, og kort efter oprettede KFUM og foreningen Dannevirke sammen et soldaterhjem. Senere blev arbejdet flyttet til byens tidligere missionshotel, og den første soldatermissionær blev ansat.
Det nuværende soldaterhjem blev opført i 1934 og indviet den 3. december med en velkomstfest. Protokolføreren fra dengang har været særdeles grundig. Således kan Soldatermissionens blad Soldatervennen oplyse, at der ved velkomstfesten blev drukket 325 kopper kaffe og røget 125 cigaretter. Iøvrigt havde kasernen bidraget med to pund kaffe og to store Richs kaffetilsætning.
– ole