Video opfordrer til tilgivelse for IS

En egyptisk sangerinde citerer Jesu ord på korset i en video, som opfordrer til at tilgive IS.
En egyptisk sangerinde citerer Jesu ord på korset i en video, som opfordrer til at tilgive IS.

En video som opfordrer egyptere til at møde IS-terroristernes brutalitet med tilgivelse i stedet for had er blevet afspillet over en halv million gange og går sin sejrsgang på de sociale medier i Egypten, skriver BBC.

Det er den kristne egyptiske sangerinde Anne Alfred, som har indspillet videoen med titlen ’Christian Mercy for Islamic State’. I videoen diskuterer Anne Alfred med sig selv som den ’gode’ og den ’onde’ engel, hvor den gode til sidst får det afgørende ord om, at tilgivelse er den bedste respons i mødet med terrorismen. Alfred lavede oprindelig videoen efter spændingerne mellem muslimer og kristne i sommeren 2011. Efter henrettelsen af 21 koptere i Libyen for nogle uger siden blev videoen udgivet påny. – Jeg er muslim, men denne video gør mig glad, er en af kommentarerne til videoen på Facebook. Faktisk står muslimer og kristne i Egypten sammen som aldrig før netop nu.