Fødderne i jorden og hovedet i himmelen

Julen går nu altså for hurtigt. Den er knapt begyndt, før den er overstået igen, og det vel at mærke, før jeg når at komme rigtig i julestemning. Jeg har et barnligt minde om, hvor meget jeg glædede mig til, at det skulle blive juleaften, og nu glemmer jeg den næsten. Der er så meget andet at tænke på end netop bare at glæde sig.
Jeg tænker mere på alt det, jeg skal nå end på, hvad der egentlig skal ske.
Advent betyder som bekendt „komme“. Vi venter på, at Jesus skal komme, og det gjorde han jo også i Bethlehem for mange år siden, men vi venter også på, at han skal komme igen. Det er jo godt at huske på. Men jeg kommer ofte først i tanke om det om søndagen, når præsten igen nævner, at advent betyder „komme“.

Den sidste måneds tid har jeg virkelig ventet på juleferie. Jeg synes meget, at jeg har brug for at holde ferie og glemme alt om skole for en tid. Det har jeg tænkt på hver morgen, når jeg for måske tredje gang har trykket på snooze-knappen. Det er virkelig svært at komme op, når det er så mørkt udenfor! Jeg tænker på juleferien og hyggen, der ligger forude, og så hjælper det lidt.
Hvis jeg kun tænker på den laaange dag i skolen, bliver jeg endnu mere træt i sengen. Mit fokus er vigtigt. Jeg er nødt til at tænke på det gode, som ligger længere fremme, for at være glad, når jeg skal i skole. I virkeligheden skulle vi gøre alt, hvad vi gør, for Gud. Lige meget hvor lidt lyst vi har til det, så må vores indstilling være, at vi gør det, som om vi gør det for Gud. Det er nok ikke helt nemt, men jeg vil i hvert fald gerne øve mig på det.

Jeg venter på juleferie (meget!), og i det store perspektiv venter jeg på, at Jesus skal komme igen. Tanken om, at han kommer igen, kan også give mig styrke i den hverdag, jeg har lige nu. Det er bare tit svært at holde fast i det. Hver eneste dag må vi vente på, at han ’kommer’.
Der er en sang af Delirious?, hvor teksten lyder noget i retning af: „I’ll walk with my feet on the ground and my head in the sky“. Vi lever her med vores fødder plantet i hverdagen, men i vores tanker må vi se frem mod noget længere fremme. Nemlig mod himmelen. Det giver os fokus i hverdagen og hjælper os med at prioritere. I det store perspektiv er vores sejre og nederlag måske ikke så store, som de i første omgang kan føles. Tanken om „komme“ giver os håb og glæde. Må julen virkelig minde os om hvilket perspektiv, vi lever med!