Ex-darwinist holder foredrag om Intelligent Design

Musiker og komponist Karsten Pultz har studeret mange bøger af Intelligent Design-forskere.
Musiker og komponist Karsten Pultz har studeret mange bøger af Intelligent Design-forskere.

Biokemien viser tegn på en ingerniørkunst, som evolutionslæren ikke kan forklare, mener musiker Karsten Pultz. Han fortæller om sin lidenskab for forskningen og sin undren over skaberværket.

Den 25. marts inviterer frikirken Kristus for Alles Børne- og Ungdomsforening til en foredragsaften om Intelligent Design på Juelsminde Skole. Her vil musiker og komponist Karsten Pultz fortælle om sin egen mangeårige vej fra overbevist darwinist, der ikke satte spørgsmålstegn ved udviklingsteoriens ”fakta”, til en undren over livets opståen. Det første ham til en ny lidenskab for den forskning i videnskab og biokemi, som netop peger på, at der må findes en intelligent designer.

Livet er ingen tilfældighed

Hovedvægten i foredraget bliver på den informationsbærende digitale kode i cellers DNA og andre fantastiske opdagelser indenfor biokemien. De viser umuligheden i, at liv kan opstå ved ren og skær tilfældighed. Karsten Pultz’ foredrag vil handle om de beviser en lang række forskere finder på, at livet og universet er skabt af en intelligens.

Livet og verden er altså ikke opstået af sig selv ved naturlige processer og tilpasninger, der har udviklet arterne, og som skulle have frembragt alt fra planeter til planter, dyr og mennesker. Pultz vil fortælle om de mikroskopiske “bacteria flagella”, som tydeligt viser tegn på ingeniørkunst, og som sætter Darwins teori om evolution på en hård prøve. Der er fri entré til foredraget, og efter en lille forfriskning vil der være mulighed for spørgsmål og debat, oplyser Britta Thomsen fra Kristus for Alles Børne- og Ungdomsforening.