Terror dræber 17 kristne i Pakistan – to muslimer dræbt i hævnaktion
Ved et terrorangreb den 15. marts blev to pakistanske kirker i Lahore angrebet med geværer og bomber. Mindst 17 blev dræbt, heraf to sikkerhedsfolk. Senere angreb kristne to muslimer i arresten og torterede dem til døde.
Christ Church Youhanabad og St. John’s Catholic Church blev angrebet af selvmordsterrorister ved slutningen af gudstjenesten søndag den 15. Dagen efter, da kristne demonstrerede mod angrebene, blev en ung kristen dræbt og 15 andre såret i Lahore.
Demonstrationen førte til så voldsomme sammenstød mellem kristne og muslimer, at politiet måtte bruge tåregas og vandkanoner. Alligevel angreb nogle lokale arresten og bortførte to muslimer, som var mistænkt for medansvar i terrorangrebet.
De to bortførte blev brutalt myrdet og ligene brændt på gaden Ferozepur Road. Politiet har senere udtalt, at den ene af de to, en glasskærer, ikke havde noget med bombningerne at gøre.
Den talibanske terrorgruppe Jamaatul Ahrar har taget ansvaret for angrebet, skriver Dawn News.