Må man det?

Kan en kristen forkynder virkelig tillade sig at optræde på en nyreligiøs messe? Sådan er der sikkert nogle af os, der tænker, når vi på forsiden af dette nummer læser om, hvordan de nyreligøse på Krop-Sind-Ånd messen strømmede til Charles Ndifon og til de forskellige kristne stande på messen.
For hvilket gedemarked er det ikke, når 216 healere, håndlæsere, spåkoner, tarokkortgivere osv. tilbyder sig. Mange kristne ville sikkert løbe skrigende væk fra al denne „falske lære og afgudsdyrkelse“.
Og lad os også bare sige det, som det er: Der findes både fup og åndelig forførelse i det nyreligiøse miljø. Og mange er kommet alt for langt ud i deres søgen.
Men en af deltagerne på messen sagde nogle tankevækkende ord: „Ndifon går alle steder. Det gjorde Jesus også.“
Og det er jo sandt. Det var faktisk noget af det, de rettroende og seriøse jøder bebrejdede Jesus, at han var sammen med alle dem, som de selv havde opgivet.
Mange af os har været fortvivlede over al den okkulte påvirkning, der er væltet ind over landet. Men man kan jo ikke fortænke åndeligt søgende mennesker i at gå uden om kirken, når vi kristne passer med 2. Timoteus brev 3,5: „i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft“.
Folkekirken med både indre mission og grundtvigianere og mange frikirkemenigheder er lammet af en kraftesløs forkyndelse, fordi vi „fornægtede dens kraft“.
Kraften er ikke blot, at vi tror Jesu ord om helbredelse og uddrivelse af det onde. Kraften består også i, at vi omvender os fra et egoistisk liv. Fra synd. Og hvad er det så f.eks.? Ja, lad os citere fra førnævnte brev og se, om noget af det skulle passe på os selv: „egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud…“ (2. Tim 3,2-4).
I så fald har vi kristne vist lige så hårdt brug for omvendelse og til-givelse som de nyreligiøse.