Mission ØST aktiv i stor fællesindsats i Indonesien

Den danske hjælpeorganisation, Mission ØST, hjælper sammen med 12 andre internationale kristne hjælpeorganisationer de overlevende efter flodbølgen i Asien. Siden katastrofen ramte, har Mission ØST været aktiv i Indien og på Sri Lanka og er nu også aktiv i Indonesien

Flere end 300 indonesiske frivillige hjælper med uddeling af nødhjælpen

Indonesien kan synes langt væk for de fleste danskere, men i morges føltes verden meget lille. Klokken 04.42 ringede jeg til Brandon Pustejovsky, Mission ØSTs tidligere landsleder i Irak, der er med til at koordinere vores store hjælpeindsats i Indonesien. Aceh Provinsen, hvor Brandon lige nu yder nødhjælp, er det hårdest ramte område overhovedet i Det Indiske Ocean.
Det totale dødstal stiger stadig drastisk. I Indonesien er dødstallet pr. 18. januar oppe på 115.229, og tallet stiger time for time efterhånden som hjælpe- og oprydningsarbejdet skrider frem. Et ufatteligt antal af de overlevende er direkte berørt af katastrofen. Alene i Indonesien er 651.678 mennesker blevet hjemløse.

Godt nyt

I Indonesien arbejder Mission ØST som i Indien og på Sri Lanka igennem et internationalt netværk af kristne hjælpeorganisationer, og vi gør en forskel.
De første tre måneder af vores fælles hjælpeindsats i Indonesien får 50.000 akut fødevarehjælp, 12.500 får rent drikkevand, 1.000 modtager lægebehandling og anden medicinsk hjælp, 25.000 modtager telte, og flere end 300 indonesiske frivillige er involveret i fordeling af nødhjælp i den raserede Aceh provins.

Både akut og langsigtet hjælp

I den allerførste nødhjælpsfase er det helt afgørende at fordele så megen nødhjælp som muligt, og i den forbindelse er de frivillige indonesiske hjælpearbejdere en uvurderlig ressource. De frivillige, både kristne og muslimer, sendes ud i teams på 40. De går ofte i flere timer til fods, før de når frem til de mest øde områder med nødhjælp. Pakkerne, som de deler ud, indeholder ris, nudler, fisk på dåse, madolie, tørmælk og kiks.
Det internationale team af hjælpearbejdere, som hele tiden udvides, arbejder også hårdt. De træner de frivillige, opretter en mobil lægeklinik, fordeler telte og skaffer rent drikkevand. På længere sigt vil Mission ØST og vores gode samarbejdspartnere fokusere på genopbygning af bl.a. sundhedsklinikker og skoler.

Af læge Kim Hartzner, generalsekretær, Mission ØST