Himlens håb i al sin enkelhed
Det er en overraskende lille bog på størrelse med en kakkel over et meget stort emne, der peger på håb fra himlen til os på jorden.
Der indgår 30 andagter, som hver bygger over et velvalgt skriftsted fra Johannes’ Åbenbaring med gode kommentarer til eftertanke. Hver andagt hviler i sig selv og er inspirerende som håbets budbringer. Men man kan undre sig over, at netop denne bog i Bibelen skulle være så enkel at forstå, og selv om enkelhed er godt, savner man at få ”mere”. Det er der heldigvis råd for, da Torben Mathiesen i 2013 skrev et studie over Johannes’ Åbenbaring ’Panorama over himmel og jord’, og den lille andagtsbog er blevet til i den sammenhæng.
En appetitvækker
Hver andagt egner sig til, at man samtidig læser et kapitel af Johannes Åbenbaring, men man kommer nemt til at ønske lidt vejledning i at læse Bibelens sidste bog om det kristne håb, en evighed sammen med Gud, og vejen dertil. Så er det, at man kan overveje at læse Panorama over himmel og jord, anmeldt i uge 8, 2014, hvor Niels Jørgen Vase skriver: ”Panorama over himmel og jord er en meget pædagogisk tilrettelagt studiebog, som må være førstevalget for dem, der ikke tidligere har arbejdet med Johannes’ Åbenbaring, hvad enten det er alene eller i studiegruppe.”
Det overordnede tema i bogen er, at Jesus har magten, uanset temaet om dommedag. Med sit stærke fokus på Jesus giver bogen både trøst og hjælp til at leve i tiden frem til den store forløsning
Torben Mathiesen: Håb fra himmel til jord
66 sider (12,5×12,5 cm) • 65 kr. • Ordet og Israels Forlag