Sne er godt for radioen

RUMÆNIEN: Kraftigt snefald har i den senere tid dækket en stor del af det centrale Europa med sne. Flere personer har mistet livet i snestormene, og i Bulgarien har myndighederne haft gang i det nationale katastrofeberedskab.
En lille, kristen radiostation i Rumænien, Little Samaritan Mission, kan dog finde noget positivt i situationen.
– I de sidste par uger er antallet af vores lyttere mangedoblet, fordi folk er sneet inde derhjemme, og de lytter så til vores udsendelser, fortæller en af medarbejderne, Florin Pindicblaj, til Mission Network News.
Det betyder, at radiostationen har fået mange nye lyttere, som ellers ikke ville være blevet introduceret til stationens programmer. Og det er en medvirkende årsag til, at Little Samaritan Mission nu udvider deres arbejde.
– Vi har gjort udstyr klar til at åbne tre radiostationer mere, og så snart sneen smelter, er vi klar til at gå i gang, siger Pindicblaj.
Little Samaritan Mission åbnede den første radiosender i Moldova i 1994, og siden da har man åbnet yderligere 18 sendere, og seks mere er på vej – blandt dem de tre ovenfor nævnte.
Programmerne er primært på rumænsk, men stationen sender også musik og programmer på engelsk for at tiltrække unge lyttere.
– jeli