Kirkelig verdensleder besøgte Danmark

Generalsekretæren i Kirkernes Verdensråd, kenyaneren Samuel Kobia, besøgte i denne uge Danmark som afslutning på sin rundrejse til de nordiske lande.
Samuel Kobia er metodistpræst og har desuden en amerikansk doktorgrad i byplanlægning. På sin skandinaviske visit benyttede han blandt andet lejligheden til at forklare, hvorfor Verdensrådet for nylig opfordrede sine 342 medlemskirker til at overveje økonomiske sanktioner mod Israel.
– Det var ikke et politisk statement, og det var ikke en opfordring til boykot af Israel, men et internt budskab til medlemskirkerne om at se på, om de har økonomiske engagementer som aktier i firmaer, der måske arbejder i de ulovlige bosættelser eller besatte områder. Hvis de har det, bad vi dem om at overveje at sælge aktierne eller holde op med at købe varer fra bosættelserne for at lægge pres på Israel for en løsning af konflikten i Mellemøsten. Selv om det ikke er en boykot, så er det i princippet det samme, som kirkerne gjorde over for apartheidsystemet i Sydafrika, forklarer Kobia til Kristeligt Dagblad.

Afrika er nyt tyngdepunkt

Desuden talte han om det kristne tyngdepunkt, som han mener er flyttet fra det gamle kristne kontinent til blandt andet Afrika.
– Måske vil der blive tale om omvendt mission fra syd til nord, hvor Afrika betaler nogle af de goder tilbage til det kontinent, vi fik dem fra. I løbet af dette århundrede vil Afrika være det kontinent i verden med flestee kristne. Vi har en spiritualitet og et levende gudstjenesteliv, som andre kan lære af, siger Kobia.
Han har blandt andet spurgt de afrikanske kirkeledere, hvilket ansvar de er parate til at bære for Europas og verdens fremtid.
-ole