Et postapokalyptisk paradis

Z for Zachariah’s postapokalyptiske lignelse tilbyder en til tider mudret, men ofte interessant diskussion af Gud og tro.

I kølvandet på en atomkrig kæmper den unge Ann Burden for at overleve på egen hånd. Hun frygter, at hun er det sidste menneske på jorden, indtil hun en dag opdager en mand i sin dal. Manden er John Loomis, en fortvivlet videnskabsmand, næsten drevet til vanvid af både gammastråling og hans desperate søgen efter andre. Disse to forbindes af en spirende kærlighed, men da en fremmed kommer til dalen, trues deres skrøbelige paradishave…
Også plads til tro
På trods af dens postapokalyptiske baggrund er Z for Zachariah så langt fra populærkulturens zombie-oversvømmede, darwinistiske verden som overhovedet muligt. I instruktør Craig Zobels hænder er filmen i stedet en psykologisk fordybelse i menneskets evne til at skabe såvel som at ødelægge og en meditation over, hvad det vil sige at tro i en verden uden håb. De fleste postapokalyptiske historier udelader Gud i ligningen. Den kolde videnskab sejrer – eller giver menneskeheden fortabt. Z for Zachariah er ikke en kristen film per se, men i Ann finder vi en gudfrygtig kvinde, hvis tro ikke udstilles som noget svagt, noget der skal overvindes. I stedet understreger Z for Zachariah med nuance og inderlighed, at både videnskab og tro har plads i (gen)opbygningen af verden.
Det er ikke en perfekt film. Kærlighedstrekanten er vel egentlig ganske unødvendig, for slangen i Anns og Johns Paradis kunne lige så godt have været en metafor i stedet for en fysisk manifestation. Men Z for Zachariah’s trekantsdrama forankres af komplekse spørgsmål, for ingen af de tre er ufejlbarlige, og hver især lægger de brænde til bålet. De tre karakterer – Ann med sin stille, stærke tro på Gud, John med sit videnskabelige fundament og Caleb, slangen – repræsenterer ikke kun de sidste mennesker på jorden, men alle mennesker. Og ligesom menneskeheden før dem lader de sig ofte styre af de grimmeste instinkter.
Spørgsmålet – fortjener menneskeheden at overleve? – er et spørgsmål, alle postapokalyptiske historier slås med. Titlen Z for Zachariah tager os til det sidste bogstav i (det engelske) alfabetet for at spørge ”Hvad sker der til sidst?” Normalt forsvares vores kontinuerlige eksistens med vores evne til at relatere til hinanden. Kernen i vores menneskelighed er kærlighed. I Z for Zachariah forvirres kærligheden af begær, og det er nær ved at blive verdens undergang – igen. Mennesker gentager deres fejltagelser – Adam og Eva kaster endnu engang nøglen til Paradiset væk. Men måske kan den findes igen ved tro.

Anmeldt af Anne-Katrine Buch

Z for Zachariah (DVD) • 98 min.