Studietur skal inspirere kristent studenterarbejde i Grønland
I januar 2017 inviterer KFS 12 studerende til at møde Grønland.
Formålet med turen er at vise Grønland frem, og derigennem inspirere til at søge arbejde i Grønland efter endt studie eller gennemføre en del af sit studie i Grønland – for samtidig at være med til at starte et KFS arbejde i Grønland.
Den overordnede vision for KFS’ Projekt sne, er at opstarte et KFS-arbejde i Grønland. Grønlandsturen i januar 2017 er et led i udførelsen af den vision.
På studieturen besøger de studerende tre af de største byer: Aasiaat og Sisimiut og Nuuk.
– Her møder vi den lokale befolkning og besøger forskellige arbejdspladser og institutioner for at få et indtryk af, hvad det vil sige at bo og arbejde i Grønland. Vi besøger også universitetet, og møder kirker og de kristne i Grønland. Desuden taler vi med flere tilflyttere, som har taget springet fra Danmark til Grønland, og hører, hvordan de har oplevet det, skriver KFS, og tilføjer, at der er mulighed for at opleve Grønlands unikke natur omkring de tre byer.
Turen vil være en mulighed for at møde Grønland, hvis man går med overvejelser om at studere i Grønland eller søge job efter studiet.