Helbredt for en kæmpe-tumor

s4_stor_WP_20160105_03_36_09_ProBirte og Peter Nøddebo er Gud og gode forbøns-venner taknemmelige for, at en kæmpetumor i hans ene nyre blev opdaget, indkapslet og opereret i tide. Nu er hans ben også blevet rask…!

– I 2-3 år har jeg haft problemer med at sidde ned: en nerve i højre lår gjorde hurtigt så ondt, at jeg hele tiden skulle skifte stilling for at aflaste, fortæller Peter Nøddebo, Toftlund.

– Jeg var blevet enig med min læge om, at mine lår nok var så magre, at nerverne ikke var tilstrækkeligt polstrede, og jeg havde derfor vænnet mig til at have en god pude med til at sidde på.
Jeg har, mange gange, haft gode venner til at bede for mit ben, men lige meget hjalp det.

Til skanning

– I begyndelsen af juni var jeg til det årlige ”servicecheck” hos lægen og fremførte i den sammenhæng igen mit problem med nerven i højre lår. Lægen begyndte igen at snakke om, at det nok var, fordi jeg er så lidt polstret, og at nerven derfor kommer i klemme omkring bækkenknoglerne.

Af en eller anden grund var jeg pludselig sikker på, at det ikke var tilfældet, hvilket jeg også sagde til min læge. Han endte med at henvise mig til en MR-scanning, fordi der muligvis kunne være tale om begyndende slidgigt eller en begyndende discusprolaps, hvorved nerven ned i højre lår kunne komme i klemme.

”Gæt, hvad jeg fejler”

Et par dage senere var jeg til forbønsmøde med Hans Berntsen i Søstrehuset i Christiansfeld, og jeg havde i mellemtiden spekuleret noget over, om jeg kunne have været så fokuseret på Guds helbredelse af mit ben, at jeg i virkeligheden overhørte noget, som Gud gerne ville gøre mig opmærksom på.

Jeg gik derfor til forbøn hos Hans Berntsen, men ville ikke sige konkret, hvad der skulle bedes for, fordi jeg ville forsøge at flytte fokus bort fra det, som jeg ønskede skulle ske.

Hans Berntsen undrede sig en smule over mit argument, men sagde samtidig, at ”Gud ved godt, hvad der er i vejen”, hvilket jeg gav ham ret i, hvorefter han bad kort for mig.

Få minutter efter at have rejst mig igen kunne jeg mærke, at der skete noget med mit ben. Smerterne var der stadig, men de havde ændret karakter, og efterfølgende var det ikke nødvendigt hele tiden at skifte stilling, når jeg sad ned.

Peter Nøddebo havde en tumor i den højre nyre på størrelse med en voksens hoved...
Peter Nøddebo havde en tumor i den højre nyre på størrelse med en voksens hoved…
Tumoren opdages

Efterfølgende mandag blev jeg MR-scannet, og onsdag fik jeg besked på at stille til en CT-scanning torsdag, fordi der var noget, en læge gerne ville kigge nærmere på.

Fredag fik jeg besked på at stille til en samtale efterfølgende mandag på urologisk ambulatorium i Sønderborg.
I Sønderborg fik jeg at vide, at der sad en tumor i min højre nyre, og den skulle fjernes hurtigst muligt.

Noget skete under bøn

Det var jo noget af en melding. Forskellige bedegrupper, som vi er med i, gik straks i gang med at bede for mig og min kone.
Jeg blev også inviteret til et forbønsmøde i Christiansfeld, hvor 3 personer med håndspålæggelse bad specifikt for mig.
Under forbønnen havde jeg en meget konkret oplevelse af, at min nyre, med tumor og det hele, fysisk blev indkapslet.

En kæmpe tumor

En god uges tid senere blev jeg opereret på Odense Universitets Hospital, hvor min højre nyre inkl. en tumor på størrelse med en voksens mands hoved blev fjernet.

Kirurgen fortalte, at det hele havde været klart indkapslet og adskilt fra resten af kroppen, naturligvis på nær de blodkar og andre forbindelser, der skal være der, lige til at tage ud, da først nyre inkl. tumor var blotlagt.

Godartet, men farlig

Efterfølgende er helingen gået forbavsende hurtigt uden nævneværdige mén, og jeg har nu ved et møde på OUH fået at vide, at tumoren var godartet – noget, som lægen tydeligt lod skinne igennem, at han ikke var så vant til at kunne sige til patienten.

Jeg har af lægerne fået oplyst, at en nyretumor normalt kun opdages ved et tilfælde, eller når den er så stor/har gjort så megen skade, at det er for sent, fordi der oftest ikke er direkte symptomer.

Jeg havde forkert fokus

Jeg har i lang tid bedt for helbredelse af mit ben og ventet på et bønnesvar i form af helbredelse af mit ben.
I al den tid har jeg været så fokuseret på dette, at jeg har overset de svar, jeg har fået fra Gud. Efter lang tid fik jeg endelig fokus vendt i rigtig retning. Nu er jeg helbredt for det, jeg egentlig fejlede, og samtidig gør mit ben ikke ondt mere. Gud er stor.
Under hele forløbet har det været en fantastisk oplevelse at vide, at der har været mange mennesker, der har bedt for mig. Det har givet ro på og fred i sindet.

Gud er stor! slutter Peter Nøddebo taknemmelig. Han er overbevist om, at forbøn gjorde en forskel.