Folkekirken sygner hen

Folkekirken sygner hen, og det danske folk er nået til, at intet er helligt mere. Guds ord, som vi har det i Biblen, er stort set forkastet. Nu er homo sapiens blevet sin egen Gud, hvad er frugterne af denne skæbnesvangre udvikling? Vi ser det, når flygtningefamilier, der har været her i syv år, har fast arbejde og klarer sig selv, hensynsløst bliver smidt ud af landet, hvor især de skolepligtige børn, som kun kan tale dansk, bliver tabere og måske kommende terorrister, som er født af det danske samfunds hensynsløse fremfærd.
Vi ser de forfærdelige pinsler vi påfører vore husdyr, når de skal levende ud af landet. Grise, der ligger i hundredvis og er døde, delvis kvalt af varme og intet vand. Heste, der står og snapper efter vejret ud af de små sprækker i vognene. Et samfund, hvor vi efterhånden behandler hinanden, som vi behandler dyrene. Jo, Gud mammon er blevet folkets nye Gud. Men han er en streng herre, idet den vej fører ud i et samfund, hvor det er alles kamp mod alle. Gud bevare Danmark.
Helge Hansen
Guldagervej 153
4640 Fakse