’Staten skal forebygge skilsmisser med parterapi’

Staten skal være proaktiv for at redde ægteskaber, mener børne- og socialminister Mai Mercado.

Staten skal blande sig mere, også i forhold til børnene, mener Mai Meracado (K).

Den nye social- og børneminister, Mai Mercado (K), mener, at staten skal gribe ind, når folk har ondt i parforholdet.

Ved at tilbyde ægteskabsrådgivning og mægling i tide kan man undgå skilsmisser, siger Mai Mercado til Politiken.
– Staten skal på banen langt tidligere og tilbyde mægling og rådgivning, allerede før man ryger i konflikt eller når til erkendelsen af, at man skal skilles, siger Mai Mercado til avisen.
De andre regeringspartier, Venstre og Liberal Alliance, ytrer dog skepsis overfor forslaget.

Staten skal blande sig

Også i forhold til børn skal staten spille en større rolle, mener børne- og socialministeren.
Konkret skal sundhedsplejersker blive bedre til at spotte problemer og rådgive – også i hjem, hvor der er meget ”ryddeligt og nydeligt”.
Den nye minister lægger dermed op til, at staten skal blande sig mere i familielivet – selv om trekløverregeringen ellers har den personlige frihed som mærkesag.
I disse måneder forhandler Folketinget om et nyt skilsmissesystem.
Den tidligere Venstre-regering lagde vægt på, at der skal foregå mægling under selve skilsmissen. Så det nye er, at staten ifølge Mai Mercado skal gribe ind, før et ægtepar kommer så langt ud, at de vil skilles.

Forebyggelse af skilsmisser

Ifølge Center for Familieudvikling vil forebyggende rådgivning med stor sandsynlighed føre til færre skilsmisser.
Centeret tilbyder de såkaldte PREP-kurser til par. (PREP står for Prevention and Relationship Enhancement Program – et forebyggende og relationsudviklende kursusprogram).
De to andre regeringspartier er dog ikke udelt begejstrede for idéen – blandt andet af frygt for udgifterne.
– Det vil være spild af ressourcer og gøre en alt for lille forskel, siger fungerende socialordfører Danny Malkowski (LA) til Politiken.
Venstres socialordfører påpeger, at det må være folks eget ansvar at søge hjælp:
– Taler vi om knas i et parforhold, hvor det ikke handler om, at der er børn, der lider overlast, så skal staten ikke blande sig. Så er det først og fremmest dem, som har knas i ægteskabet, der har en forpligtelse til at gøre noget, siger socialordfører Carl Holst (V).