Født til at kæmpe

– Når Gud taler, gør vi bedst i at adlyde, siger den kvindelige kenyanske evangelist Teresia Wairimu, der i juli måned taler på Alternativ Sommerfestival i Arnborg.De kalder hende Mor. I Kenya er det en hædersbetegnelse. Men Teresia Wairimu har fået sin tro sat på prøve mere end én gang. – Jeg har bedt med over en million mennesker, som ønskede at blive kristne, siger hun. – Du kan spørge næsten hvem som helst her i landet; de fleste har været på mine møder i Uhuru Park, siger Teresia.
– Men det, jeg sætter højere end at tale til folkemængder, er det intime fællesskab med Helligånden. Det overgår alt.
Teresia Wairimu er hurtig til at give Gud æren for det, der er sket i hendes liv. Hun havde en barsk fortid og et mislykket ægteskab bag sig. Men Gud rejste hende op af skidtet.
Hun tror, at Gud ville gøre hende til en „fighter“ – en åndelig bokser.
– Jeg er født til at kæmpe – og gennem Jesus skal jeg sejre. Det er mit kald, siger hun.

Tegn og undere fulgte

Første gang hun så Gud gøre mirakler, var på møderne med Reinhard Bonnke i Nairobi i 1988. Der havde været mange kristne møder i Nairobi før, men dette var det første, hvor ordene blev fulgt af tegn og undere.
– Det gjorde et stort indtryk på mig, og noget blev sået i mit liv, siger hun. Mødekampagnen blev holdt på Uhuru Park og samlede op mod 200.000. De tre sidste dage blev møderne vist på nationalt tv efter ordre fra den daværende muslimske præsident Daniel Arap Moi.
Under møderne kom folk og afleverede tyvegods til politiet. Nairobi oplevede en dramatisk nedgang i kriminaliteten tre måneder efter kampagnen. Et år efter havde menighederne registreret, at 17.000 var blevet døbt som et direkte resultat af møderne.

Tog til Norge for
at møde Bonnke

Efterhånden ønskede Teresia stærkt at blive bedt for af Reinhard Bonnke. Men i Afrika er det næsten umuligt at træffe ham, da hundredtusinder kommer til hans møder.
– Men jeg hørte, at han skulle holde et møde i Oslo, og da så jeg min mulighed, fortæller Teresia. Det lykkedes hende at få penge til en flybillet til Oslo.
Teresia var meget spændt inden mødet:
– Jeg sad på en af de forreste stole, og da talen var færdig, gav Bonnke en invitation til at blive kristen. Jeg var i et stort dilemma – jeg var desperat efter at blive bedt for, men var jo allerede kristen. Jeg gik alligevel frem, for jeg ville møde Gud.
Da jeg kom frem, forstod en af Bonnkes medarbejdere situationen, og Reinhard Bonnke kom selv og bad for mig.
– Da han lagde hænderne på mig, blev jeg kastet bagover af Guds kraft. Jeg lå der længe, som badet i Guds nærvær.
Jeg vidste, at nu var der sket noget nyt i mit liv – noget nyt og kraftfuldt.

Fra eget hus til stadion

Tilbage i Nairobi begyndte Teresia at holde møder. Først var det bedemøder for kvinder i hendes eget hus.
Men Gud begyndte at gøre mirakler gennem hende, og hun fik profetiske ord fra Gud til andre mennesker. Mange blev helbredt, og mange fik deres liv forandret.
Snart blev huset, hvor de holdt møder, for lille, og man måtte have et nyt lokale.
Efter nogle uger samledes der over tusind på hendes møder, og mændene begyndte også at komme for at se, hvad der skete.
Efterhånden begyndte de at holde møder i Nairobi City Hall, som kunne rumme tusindvis af mennesker, men dette sted blev også for lille.
Teresia søgte om at få lov til holde møder i Uhuru park – Frihedsparken, som ligger centralt i Nairobi og med flere regeringsbygninger som nabo.
Hun søgte kun om at holde møder én gang om måneden, men da kontrakten blev udfærdiget, stod der ikke nogen slutdato. Derfor holder hun stadig møder dér den anden søndag i hver måned.

Gud gør mirakler

Møderne blev hurtigt kendt i byen og over hele landet, da der også skete mirakler.
Alle mulige slags sygdomme er blevet helbredt. Hundredvis, som har haft HIV og AIDS, er også blevet helbredt.
Flere af disse mirakler er veldokumenterede. Til og med er mennesker blevet rejst op fra de døde på hendes møder!

Opvækker døde

På et af hendes møder i Uhuru Park døde en kvinde. Folk bar hende om bag platformen. Efter mødet kørte Teresia bort for at tænke og bede. Helligånden talte til hende om, at hun skulle opvække den døde, og en bønnekamp begyndte. Hun blev mindet om profeten Elias, som oprejste enkens søn.
Og efter en tid begyndte kvinden at hoste. Hun var kommet tilbage til livet.
At Teresia har genopvakt flere døde, er kendt i Kenya. Folk har ligefrem bragt døde til hendes møder.
– Men jeg be’r ikke for døde, uden at jeg ved, at Gud leder mig specielt til det. Han har et tidspunkt for alt, og uden at jeg får tro for det, be’r jeg ikke.
En anden kvinde, som Teresia har genopvakt, arbejder i dag på et universitet i Nairobi og er et levende bevis på Guds almagt. Rygtet om, at døde opstår, har fået over 200.000 til at komme på Teresias møder, og mange er kommet til tro på Gud.

Klart budskab

Teresia forkynder et kompromisløst og klart evangelium – men hun gør det med stor kærlighed. De kalder hende Mor, for hun er kendt for sin omsorg for fattige, forældreløse og syge mennesker.
– Før Gud begyndte at bruge mig med tegn og undere, var jeg leder af et hjem for forældreløse børn. Der kaldte de mig Mor. Det navn har fulgt mig siden.

Profetisk tale til folket

Hvert år ved årsskiftet bruger hun tid sammen med Gud og beder for det kommende år. Hun er kendt for at komme med en profetisk tale til nationen på sit møde i januar i Uhuru Park.
Her taler hun til nationen, regeringen, folk i høje positioner og kirken. Hun taler om, hvad Gud har vist hende om fremtiden, og giver råd, opmuntring, men også formaninger.
Teresia kender de fleste i regeringen.

Bygning i Karen
Blixen-området

Teresia fortæller, at hun er fra kikuyu-stammen, den største stamme i Kenya, som mange af Kenyas fremtrædende personer kommer fra. Blandt andet nogle præsidenter og miljøforkæmperen Wangari Maathai, som vandt Nobel-fredsprisen i 2004.
Efter en vision fra Gud har hun købt en ejendom i Karen Blixen-området, som hun tror, Gud har særlige planer med.

International tjeneste

Teresias tjeneste er gennem årene vokset til et internationalt omfang. Hun har grundlagt organisationen Faith Evangelistic Ministry (F.E.M), som har sit hovedkvarter i Nairobi og kontorer i London og Dallas.
Hun har holdt kampagner i bl.a. Uganda, Etiopien og Sydafrika. Hun er en nær ven af Reinhard Bonnke og var deltager på hans Millenium– kampagne i Lagos, Nigeria, hvor det blev registreret næsten 1.1 million, som ønskede at tage imod Jesus.
Teresia har også holdt en række møder i amerikanske storbyer.

Kald til Europa

For nogen år siden gav Gud hende et specielt kald til at forkynde i Europa. Hun har nu møder i London fire gange om året. Hun har også holdt møder i Tyskland, Østrig, Norge og Danmark.
– Gud har kaldet mig til at sætte menighederne i Europa i brand for evangeliet og til at forkynde hans kompromisløse evangelium, siger Teresia bestemt.
– Når Gud taler, gør vi bedst i at adlyde… for de ord, han taler til os, går altid i opfyldelse.

Giver Gud æren

Teresia er hurtig til at give Gud æren for det, Gud har gjort i hendes liv.
– Hvis Gud kan bruge mig, så kan han bruge hvem som helst, siger den folkekære forkynder.
Det er lykkedes hende at komme på bølgelængde med folket.

Interview med Teresia Wairimu, 12. december 2004.