”Kirkeligt” konsulentfirma ansætter seniorkonsulent

Firmaet Musskema.dk, som blev startet af Indre Missions tidligere generalsekretær Poul Langagergaard, har fra 1. januar ansat John Hansen, Brønshøj, i en ny stilling som seniorkonsulent.

Den nye konsulent skal arbejde bl.a. gennem netværk med både private og offentlige virksomheder i Storkøbenhavn og på Sjælland. John Hansen (63) har siddet med i en række erhvervsnetværk og vil fremover repræsentere Musskema.dk bl.a. i FCK’s erhvervsnetværk i Parken.

John Hansen har et bredt og indgående kendskab til virksomhedstyper og HR-opgaver, fordi han de seneste 25 år har været medejer af den grafiske produktions- og rådgivningsvirksomhed Atracit i Roskilde. Han har også tidligere udført personale-, uddannelses- og marketingopgaver i den finansielle sektor Desuden ejer han netværks-app’en FLIER. Han er oprindelig bankuddannet og merkonom i markedsføring.

Musskema.dk har flere kirker, menighedsråd og kirkelige organisationer som kunder, bl.a. Lolland Falster Stift og Willow Creek Danmark.