Rønnerne starter ny kirke i Rønne

Højst overraskende for både familien selv og den voksende frikirke København Vineyard, har familien fået et kald til at starte en kirke på Bornholm.

Det kom som lidt af et chok for de fleste, da den ledende assisterende præst Helle Rønne Samuelsen og hendes mand Carsten, sammen med deres tre døtre, fortalte kirken, hvad der skulle ske: Familien havde fået et kald fra Gud om at tage til Rønne og starte en nye Vine-yard kirke dér. Det var ellers slet ikke det, der lå i kortene.

Familien Rønne var med fra begyndelsen, da den første Vineyard kirke blev startet i København. Og Helle har været præst i kirken i 13 år, de sidste 11 år på fuld tid. Carsten har arbejdet både som pædagog og tømrer. Så det virkede helt perfekt. Indtil den særlige dag i Nörrkoping, altså. Det vender vi tilbage til.

Hedvigs søndagsskole

Helle Rønne Samuelsen er opvokset på Bornholm. Hun havde nogle venner, som gik i søndagsskole, og 9-årige Helle spurgte forældrene om lov til at komme med.
– Først sagde de nej, men efter at jeg havde plaget lidt, fik jeg lov til at tage med. Og det var en meget speciel oplevelse. Der var en mand, som kørte rundt i sin bil og hentede os på vores bopæl. Så hoppede vi bare ind i bilen – det var før sikkerhedsselen rigtig blev indført – så vi sad bare oven i hinanden. Så kørte han os ud på landet i et lille bitte hus, hvor der boede en gammel dame, som hed Hedvig.
Hedvig var et meget varmt og hjerteligt menneske. Og inde i sit lillebitte hus havde hun indrettet en ”Søndagsskolestue”.
Som jeg husker det, var alle væggene plastret til med tegninger fra børn, som kom i den søndagsskole – helt op til loftet. Og i dét miljø blev jeg introduceret til Jesus og troen på ham.

Fik en stærk barnetro

– Jeg fik forklaret en masse, og en rigtig stærk tro voksede faktisk frem i mig, ud fra de historier, der blev fortalt. Jeg blev virkelig et stærkt troede barn, og jeg tænkte meget over, hvordan bøn mon fungerede, og hvad Himlen var osv., siger Helle, som følte sig accepteret, som hun var.
Hun forklarer, hvordan det at være ny i kirken nogle gange kan føles, som om man ”både er et trofæ og en alien”. Og det kan være sådan, at man aldrig helt bliver accepteret som en del af fællesskabet, fordi man kommer ”udefra”.
Men denne her lille kirke, om du vil, den var bare en samling af alle de unger, som gad at komme. Der var ikke særlig meget korrekt over det, og der blev sikkert bandet lidt osv., men vi blev introduceret til Jesus, og det gjorde virkelig den afgørende forskel for mig.

Nogen gad gå ud

Jesus’ lignelse fra Lukasevangeliet om det store festmåltid, hvor alle først er inviteret, men hvor de får besked på at gå endnu længere ud og invitere de blinde og handicappede, er flere gange kommet frem i Helles tanker.
– Jeg følte faktisk, at det var det, der skete dengang. At der var nogen, som faktisk gad at gå ud og finde os unger på gader og stræder. Og at vi blev inviteret til Guds rige, selvom jeg ikke helt forstod det dengang, forklarer Helle.

En lav dørtærskel

Denne inviterende og åbne måde at være kirke på er derfor noget, som har kendetegnet både frikirken København Vineyard og familien Rønne Samuelsen.
Mange af de nye medlemmer i kirken siger ofte, at accepten at dem og det åbne fællesskab er noget af det, som de kan lide. Det håber familien, med det passende mellemnavn, at kunne videreføre i Rønne.
– Jeg har i hvert fald bestræbt mig meget på, at der ikke er noget ”dem og os”. Eller dem, der er kristne, og de nye osv. Nej, så er vi bare lige, ikke?

Teologi førte til krise

Carsten har en trosbaggrund, hvor han altid har troet på Gud, og er opvokset i en kristen familie. Han havde fået nogle profetiske ord om at plante kirke, så det handlede han på. Han tog to fridage om ugen og begyndte at læse teologi:
– Men det gik ikke, som jeg havde forestillet mig. Mens jeg læste på SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi red.) fik jeg faktisk en voldsom krise. Der var nogle ting, jeg var vokset op med, noget jeg byggede troen på, der blev pillet ved. Samtidig åbnede dørene for at plante kirke sig ikke.
Pga. troskrisen og følelsen af, at kaldet til at være præst ikke kunne blive til noget, stoppede han med SALT igen.
– Nu kan jeg se, at det er det hele værd, men for et år siden ville jeg havde sagt, at det var spild af tid, siger han ærligt.
Indenfor det seneste års tid har ægteparret haft en lyst til at lave noget mere sammen. De ville tjene Gud sammen, men de vidste ikke helt hvordan.

Drømmer sammen

– Vi har mange af de samme tanker om, hvad vi drømmer om, og hvad kirke skal være, siger Helle.
Parret har for nylig fået en datter, og derfor har de begge været på orlov. Denne tid alene uden dagligdagens stress og jag gjorde det lettere at høre Gud tale.
– Det er som grums i et glas vand. Når det bliver stille, så kan man se det klart, siger Helle.
Hun havde forestillet sig helt andre ting efter sin egen logik.
– Men så kommer der det her nedslag. Og vi sidder med en følelse af, at det her ikke er en menneskeskabt tanke. Det er noget, som er dumpet ned i hovedet på os.

Profetiske ord

Under orloven havde de tænkt, at de ville tage en tur til nord-Sverige på en konference i Vineyard-kirken i Nörrkoping.
– Jeg følte en vild profetisk stemning, da vi kom. Jeg kunne mærke, at Gud havde et eller andet til mig. Så jeg gik op og blev bedt for, siger Carsten.
Carsten ville have det hele med, så han blev stående, til den tredje kom og bad for ham.
– I det samme han lagde hænderne på mig, begyndte han at beskrive de sidste 13-15 år af mit liv. Hvordan jeg havde lukket mig inde i en boks og skulle ud af den og ud i mit kald igen. Han supplerede med at beskrive udseendet på to i min netværksgruppe, som jeg lige havde inviteret. Så det bekræftede det bare for mig.

Et syn af Rønne torv

Carsten fik i sit indre et billede af Rønne Torv, hvor Guds rige som et lys brød igennem og spredte sig til glæde og opmuntring.
– Det var simpelthen så stærkt for mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. For jeg vidste godt, at Helle nok ikke var så begejstret, smiler han.
– Og det var nok det, der skulle til, for det, vi gør nu, er meget risikabelt. Når man har børn og vil give dem et godt liv… det er jo vanvittigt at sige sine jobs op og tage til en by i udkants-Danmark.
Uden den orlov, så tror jeg ikke, at vi havde været lydhøre, siger Helle og indskyder, at de ikke har nogen lønnede jobs i sigte.

Et skridt i tro

En proces på nogle måneder med samtaler og bekræftelser fra flere forskellige er endt med, at familien har besluttet at starte en Vineyard kirke i Rønne til sommer. De synes begge, at det er et stort offer at skulle forlade kirken og vennerne i København. Men de ser også frem til at bo på det smukke Bornholm og se, hvad Gud har planlagt for dem dér.

– Men hvis man ikke går på den her type kald, så bliver det hele bare noget, vi snakker om. Det er et skridt i tro, og det kan jo godt gå dårligt. Men hvis vi nu sidder om ti år og ikke har gjort det, og vi tænker, at vi kunne have gjort det, men at vi var for trygge – det er en skrækkelig tanke! understreger Helle.

– Jeg gør det, fordi jeg ikke kan andet. Det lyder måske lidt fromt. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet dur til at forkynde eller relatere til Bornholm, men jeg kan ikke andet. Man skal ikke rationalisere det for meget, tror jeg, siger Carsten.