Nostalgisk lovsang
Brian og Jenn Johnson er på gaden med et nyt lovsangsalbum, som er et tilbageblik og en opmuntring til at stå fast i troen på Gud.
Jeg har ofte glædet mig over alt den gode lovsangsmusik, der kommer fra Bethel i Redding i USA. De formår at skabe hits, som bliver sunget i kirker over hele jorden. Og Brian og Jenn er nogle af de stærkeste stemmer i den sammenhæng. Men de har ikke lavet så mange album sammen kun de to. Dette er det tredje album fra duetten. De to andre er ’Undone’ (2001) og ’We Believe’ (2006). Så det er altså 11 år siden, og måske er det derfor, at de har valgt en lidt nostalgisk tone gennem hele albummet.
Albummet begynder med det stærke og proklamerende nummer ’Mention Of Your Name’ af Jenn Johnson. Personligt har jeg altid følt, at Jenn Johnsons stemme og måde at lovsynge på trak mig ind i en dybere og mere overgivende lovsang. Man kan måske sige, at jeg er ”fan”. Og dette nummer, og de fire andre numre på albummet, er ingen undtagelse. Det er stærke lovsange, som rører mig dybt.
Derimod har jeg det lidt mere blandet med Brians numre. De har en lidt anden og mindre kraftfuld effekt på mig. Det er helt sikkert også gode numre, men de rører mig bare ikke på samme måde. Måske er det en personlig ting, men jeg tager ofte mig selv i at klikke videre til Jenns numre på albummet. Og det gør i sidste ende, at albummet bliver lidt usammenhængende for mig. Virkelig fedt til tider – og lidt trættende på samme tid. Alle numrene på albummet er også udelukkende ballader, og det bliver ofte lidt for meget af det gode, for min smag.
Tekstmæssigt handler numrene, som titlen på albummet antyder, om at Gud er værd at sætte sin lid til. Vi kan stole på ham gennem livets problemer. At Gud har velsignet os og fortsat vil gøre det. Det er som altid gode tekster, som opbygger og udfordrer.
Alt i alt er det et godt, solidt lovsangsalbum, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til og lytte til.