Hvorfor rammer sygdom så uretfærdigt?

Kære Orla Lindskov.
Jeg skriver til dig, fordi der er noget, jeg ikke kan forstå. Jeg har troet på Gud siden min barndom. Det har ligget helt naturligt for mig, også fordi jeg blev opdraget af kristne og bedende forældre.

Men mine forældre var ofte syge, mest min mor, men også min far. Jeg husker, at min mor næsten hver dag klagede over smerter, og hun gik ofte til læge.

Min far havde det også med smerter. Så var det ryggen. Så var det maven. Begge mine forældre var hårdt arbejdende. Der var ikke noget, der kom nemt til dem.

Jeg selv er en kvinde i halvtredserne, og jeg føler, at jeg har arvet det med sygdom og smerter fra mine forældre. Selvfølgelig er det ikke noget, mine forældre har gjort bevidst. Men jeg føler alligevel, at der har været en slags psykologisk påvirkning, som mine forældre har udøvet over mig, uden de har vidst om det. Men nok om det.

Jeg har en kristen veninde, som jeg kan sige alt til, og som jeg taler fortroligt med. Når jeg taler med hende om mine forskellige svagheder og sygdomme, for de står næsten i kø hos mig, så siger hun blot: ”Der er nok en mening med det; en mening, som vi ikke forstår.”
Hun selv har aldrig fejlet noget, er sund og rask.

Jeg har også været til forbøn et par gange. Jeg synes ikke rigtig, det hjalp.
Min veninde er nok speciel. Hun fejler intet. Hun siger, det skyldes, at hun spiser sundt og går lange ture hver dag.
Mon det nu også er helt rigtigt, for jeg spiser også sundt.

Lige fra jeg var barn, havde jeg svært ved at forstå, at mine forældre skulle døje så meget. De var jo troende og bad meget og talte meget om Jesus.

Min mor var også søndagsskole-lærer, og min far arbejdede i kirken. Jeg kunne ikke rigtig forstå, at Gud ikke passede bedre på dem. Jeg syntes jo, at de gjorde så meget for ham. Jeg syntes ikke, de fortjente så megen sygdom og smerte.

Er det naturligt, at kristne skal være lige så syge som alle andre?
Jeg lever nok med en varig tvivl. Er der noget i kristendommen, vi ikke forstår?

Er det med så mange syge kristne helt normalt?
Du må undskylde mine mange spørgsmål. Jeg håber, du har tid til at svare mig.
Hilsen fra
En tvivlende kristen

SVAR:

Vi kan kæmpe mod det onde med bøn

Kære tvivlende.
Allerførst vil jeg slå fast, at det er rigtigt godt at spise sundt og gå lange ture hver dag.
Men at det alene skulle være en garanti mod at blive syg, det tvivler jeg på. At spise sundt og gå lange ture vil jeg kalde sundheds-fremmende forholdsregler.

Jeg har faktisk mødt mange, som spiste sundt og dyrkede motion, men som alligevel blev syge. Så sundheds-fremmende forholdsregler alene gør det ikke. I hvert fald ikke altid.

Du spørger også, om det er naturligt, at kristne skal være lige så syge som alle andre?

Her vil jeg svare på dit spørgsmål ved stille dig et andet spørgsmål:
”Hvilken forestilling har du, ja, måske mange kristne om det normale liv som kristne?”
Tror vi, at det normale kristenliv er et sygdoms- og smertefrit liv, ja, måske også et så godt som problemfrit liv?

Hos Bibelens mennesker møder vi noget andet. Hos dem møder vi sygdom og ulykker, sorg og smerte.
Vi møder hos dem hændelser, som var uforklarlige, og som fik dem til at udbryde: ”Hvorfor Gud?” og ”Hvor er du henne Gud?” – ”Har du lukket Himlen til, Gud?” og mere i samme stil.

Vi tror, at når vi læser om sådanne hændelser og om Bibelens mennesker, så var det noget, der skete dengang.
Vi kan måske have svært ved at tro, at det skulle være noget, der er aktuelt i vores tid for moderne kristne.

Mange ”nye” kristne er sågar faldet fra troen, når de opdagede, at det kristne liv ikke var ”rosenrødt”. Den opfattelse af kristenlivet havde de desværre fået, da de kom til tro.

Vi kan let få den tanke, at vi som kristne burde være forskånet for at opleve sygdom og smerte, ja, alt det tragiske.
Vi kan få den tanke, at sådan noget fortjener vi ikke.

Det er også den tanke, du er inde på med hensyn til dine forældre. Du syntes ikke, de fortjente at døje så meget med sygdom og smerte, når de gjorde så meget for Gud.

Men det kristne liv er ifølge Bibelen ikke baseret på fortjeneste. Ja, det er livet i det hele taget ikke for nogen som helst. Det er ikke sådan, at de gode har det godt, og de onde har det dårligt.

Du spørger, om der er noget i kristendommen, vi ikke forstår? – Og om det med så mange syge kristne er helt normalt?
Her vil jeg sige med din veninde: ”Der er nok en mening med det, en mening, som vi ikke forstår.”

Men betyder det så, at vi bare skal lade stå til og bøje nakken under sygdommens åg?
Nej. Vi skal huske på, at det kristne liv er en kamp. Det er det, Paulus minder os om i Efeserbrevet kap. 6, versene 10 -20. Her vil jeg særligt fremhæve vers 16: ”Overalt skal i løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile.”

Jeg opfatter sygdom som en af den Ondes brændende pile.
Sygdoms brændende pile forsøger jeg at slukke, så godt som jeg kan, ved forbøn. Forbøn er min måde at løfte troens skjold på for de syge.

Sygdom er en brændende pil, som forsøger at ødelægge og nedbryde Guds gave til os. Gaven hedder livet.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

MIN OPLEVELSE:

Kære Orla Lindskov.
For en tid tilbage led jeg af en meget dårlig tyktarm. Jeg kom til et af dine møder, og du bad for mig.
Jeg ville også gerne have en salvedug. Den sendte du så.
Før jeg fik forbøn og salvedug, led jeg ofte af forfærdelige smerteanfald. De kom både dag og nat. Men var nok værst om natten, når jeg lå stille.
Men siden jeg fik salvedugen og har den på mig både dag og nat, så er smerteanfaldene ophørt. Det takker jeg Jesus for. Du sagde jo nemlig, at det var bønnen til Jesus, der gør forskellen.
Kærlig hilsen fra
En taknemmelig kvinde