’Lucy’ var ikke opretgående

Spørgsmål: Findes der en omfattende teori om den menneskelige evolution?

Svar: Der findes, så vidt jeg ved, ingen entydig fortolkning af de fossile data vedrørende menneskets påståede udvikling. Mit indtryk er, at der er næsten lige så mange fortolkninger, som der er evolutionsbiologer og palæoantropologer. Det kan være svært at få et overblik over situationen, fordi fossilerne altid er så fragmentariske, at man med en god fantasi kan få hvad som helst ud af dem. Eksperterne er uenige om stort set alle aspekter – men er naturligvis enige om, at evolution er et faktum, hvilket i akademia er betingelsen for at kunne udøve kritik af kollegers forskning.

Når evolutionseksperterne opstiller en evolutionssekvens fra den hypotetiske forfader, vi angiveligt skulle dele med chimpansen, og op til mennesket, benytter de sig af det trick, at gøre abe-fossiler mere menneskelige samtidig med, at de gør menneske-fossiler mere abe-agtige. På den måde kan man lave en plausibel overgang, idet man så at sige lukker hullet mellem abelignende forfædre og mennesker. Engang var neandertaleren en formodet overgangsform og blev derfor fremstillet primitivt med tydelige abetræk – senere måtte man erkende, at der blot er tale om en menneskerace, ligesom vi har kaukasere, asiater osv, og på museerne er trenden så i dag at skildre neandertaleren som et ”moderne” menneske. Fossilerne skifter hele tiden status, men udstillingerne fremstår altid som repræsenterende eksakt videnskab.

Disse udviklingssekvenser lavet med fantasifuldt konstruerede ”mannequiner” er temmelig bedrageriske. Jeg mener, at man er bevidst manipulerende i forsøget på at overbevise børn og voksne om, at evolutionsteorien er sand. Som nævnt i min bog er de to afslørede bedrag, nemlig Piltdownmanden og Nebraskamanden, i vor tid blevet erstattet af et nyt bedrag, Lucy (Australopithecus Afarensis). Lucy ses som en opretgående abe-mannequin på museer overalt i verden og omtales ofte som ”kvinden”. Det er på trods af en videnskabelig artikel fra 2000, som fastslår, at Lucy gik på knoerne.

Dette faktum ignoreres, fordi man har ”brug” for en opretgående abe som overgangsform fra quadrupedal til bipedal gang. Ryger Lucy ud, er der igen et dumt hul i sekvensen. Så selvom det er ren og skær manipulation med bevismaterialet, fastholder naturhistoriske museer at fremstille Lucy som opretgående.

Der er et engelsk udtryk ”seeing is believing,” som vel kan oversættes til ”at se er at tro”, og jeg kan konstatere, at det er det, evolutionsfolkene benytter sig af i disse abe-til-menneske-udstillinger.
Jeg oplevede for nylig, at gode venner, som var blevet overbevist om skabelse ved at læse min bog, alligevel efter et besøg på et naturhistorisk museum mente, at der måtte være noget om, at mennesket har udviklet sig. Disse figurer i fuld størrelse er simpelthen så overbevisende, at kritisk stillingtagen lammes af denne ”seeing is believing”-effekt.

I sådan en situation hjælper det desværre ikke, at man rent matematisk kan vise, at en udvikling umuligt har kunnet finde sted. Sandsynlighedsberegninger viser, at det vil tage 213 millioner år, for at en koordineret dobbeltmutation i en primatlinje ledende til homo kan opstå ved chance alene. Det udelukker simpelthen den påståede evolution på 5-7 millioner år fra den forfader, vi skulle dele med chimpansen. At figurerne er så livagtige, gør det svært for kritikere af evolutionsteorien, også selvom intelligent design-folkene har alle gode kort på hånden, når det kommer til at dokumentere, at en udvikling ikke har fundet sted.

Den manglende konsensus omkring, hvordan fossilerne skal fortolkes, gør det svært at skyde evolutionisternes påstande ned, fordi målet hele tiden ændrer sig, fx hvilke fossiler man regner med eller afviser som hørende til den pågældende sekvens. I TV-udsendelser kan man, som et yderligere bidrag til manipulationen, med moderne computergrafik lave meget realistiske animationer. Tænk på filmen Jurassic Park. Når man ser de store dinosaurer, bliver man overbevist om, at det var sådan, de så ud, selvom vi som tilskuere faktisk ikke kan vide, hvor meget der er fakta, og hvor meget fantasi.