Mens vi venter på Ånden
Vi er nu i den periode af kirkeåret, hvor vi venter på, at Jesus vil opfylde sit løfte om at døbe os med Helligånden.
Jesus sagde i torsdags (Kristi Himmelfarts dag), at disciplene skulle vende tilbage til Jerusalem og forberede sig til at modtage kraften fra det høje, der skulle udruste dem til at være vidner om ham i hele verden. Hvordan gjorde de så det?
De var sammen i enig bøn! Deres bøn har rummet taksigelse og lovprisning, for Jesus, som var død, havde mødt dem som levende, den opstandne, og nu så de frem til at modtage det endelige bevis på, at han er Messias, den med Åndens salvede – som også disponerer over Ånden, så at han kan give Ånden fra Faderen til sine disciple og på denne måde fortsat være deres mester. De har også bedt Gud om vejledning, f.eks. om hvem der skulle erstatte Judas som apostel.
Jeg tror, at de har læst i skrifterne og bedt med biblens ord, sådan som de også gjorde det ved senere lejligheder. De har søgt at være opmærksom på at lytte sig frem til Guds vilje og plan.
Brug for fælles bøn
Selvom vi lever efter pinse, har vi også brug for at være sammen i bøn, bibellæsning og lytten efter, hvad Gud har på hjerte. Det er forudsætningen for vores vidnesbyrd om Jesus og vor sendelse til verden, at vi har et fortroligt fællesskab med Gud, så vi lytter til Gud og kender Guds stemme, når Gud taler til os. Peter siger i dagens epistel, at vi er forvaltere af Guds nåde og tjener hinanden med hver sin nådegave. For at forvalte nåde, må vi kende nåden – dvs. Guds velvilje, opmærksomhed, nærhed, omsorg og glæde over os – og frem for alt den kærlighed, Gud har vist os i Jesus Kristus. Det er derfor vi som en af søjlerne i vores menighed har kaldet til at være stærk ved nåden.
Gud må tale først
Peter siger videre, at den, der taler, skal tale med ord fra Gud. Hvordan skal vi tale med ord fra Gud, hvis ikke Gud taler først til os? Og hvordan skal vi fatte, hvad Gud siger, hvis vi ikke lytter? Det er Helligånden, som formidler Guds tale til os, og som hele tiden minder os om og vidner om Jesus – gør hans ord levende, viser os rækkevidden af Guds kærlighed i Jesu liv, død og opstandelse, men Helligånden kommer ofte som den stille virkende vind fra Gud.
Vi får i vores menighed jævnligt profetiske ord om at lytte til Gud og søge ham i stilheden, og vi er nok lidt tungnemme, for Gud bliver ved og ved med at minde os om at lytte til ham. I stilheden i Guds nærvær og med Guds ord vil vi vide, at Gud leder os, så at vi kan gå, når Gud siger gå! I de ord, vi får fra Gud, er der en advarsel mod at gøre hjerterne hårde, for Gud ønsker, at Guds kærlighed skal nå helt ind i hjerterne. Vi mærker ofte en form for utålmodighed eller sorg i Guds hjerte: Gud ønsker venskab med os, men vi lytter ikke alle til Gud. Gud ønsker at lede os, men mange af os går vore egne veje. Gud taler til os, men vi ønsker ikke at følge Guds vilje og adlyde Gud. Ikke desto mindre ønsker Gud at bruge os i sin tjeneste. Ordene fra Gud opfordrer menigheden: ”Kom ind i mit nærvær. Lad os være sammen. Lad os vandre sammen. Kom og vær stille sammen med mig. Lyt til Min stille stemme.”
Dette er det første afgørende for at tjene Gud og virkelig blive Jesu vidner: fællesskab med Gud, at lytte til Gud og være stille i Guds nærhed med en åben bibel og i venten på Helligånden.
Søndagens tekst: Joh. 15,26 – 16,4
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
26 Når jeg sender Vejlederen til jer – sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen – så vil han tale til mennesker om mig. 27 Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.
1 Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. 2 I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. 3 Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. 4 Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg har sagt til jer nu. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.
