Aldrig så meget kamp om folkekirken som i dag

Biskop Karsten Nissen, Viborg, præsterede trods rolig stemmeføring et lidenskabeligt forsvar for folkekirken ved 40-års jubilæet for Præstehøjskolen i Løgumkloster. – I disse år foregår der en kamp om folkekirken på alle planer, politisk, forvaltnings-mæssigt, økonomisk, ledelsesmæssigt, strukturelt og ikke mindst teologisk.Fra tid til anden har der været principielle kirkepolitiske spørgsmål på dagsordenen, til andre tider selve kirke-statsproblematikken. Fra tid til anden har man også drøftet folkekirkens forhold til andre religioner, men aldrig som nu, hvor ikke mindst islam er kommet tæt på os alle.
Med den indledning lagde biskop Karsten Nissen, Viborg, op til alvor, da han som formand for Folkekirkens Pædagogiske Institut lykønskede Præstehøjskolen med 40 års jubilæet i fredags ved et symposium i Løgumkloster.
– Teologisk spænder folkekirken vidt. På den ene side den nye spiritualitet med pilgrimsvandringer, lysgudstjenester, retræter og søgen efter Gud i stilheden, på den anden side opgøret med teismen og Grosbølls projekt, som er et opgør med den skabende og opretholdende Gud, forsoning, opstandelse, genkomst og håb ved at begrænse kristendom til det, der sker imellem mennesker, og ikke andet.
– Det særlige lige nu er, at vi drøfter det hele på én gang. I én pærevælling. Diskussion er godt, hvis man er klar over, hvad man diskuterer. Men ikke hvis kategorierne blandes sammen.

– Vi risikerer at miste vor fælles folkekirke. Dens medlemmer er jo som andre danskere individualister. Vi vil ikke have noget til fælles med nogen, vi vil ikke have andre til at fortælle, hvad vi skal tro eller mene, og vi vil ikke være med i en institution, hvor nogen tillader sig at mene noget andet end én selv. Eller også vil vi have lov at være der med vor egen religion – kristendom eller dens modsætning – som Højesterets dom i Riber-sagen har gjort muligt.
– Derfor danner højrefløjen et netværk, fordi andre i folkekirken, nogle af dem endda biskopper, indfører et velsignelsesritual for bøsser og lesbiske, og alle biskopper siger, at man ikke bør fordømme homoseksuelle.
– Derfor kan man høre den nye åndelighed tale om almindelige, folkekirkelige kristne, der af og til går i kirke og beder deres fadervor ved aftenstid, men ikke har en åndelig praksis ud over det, som om de var en slags folkekirkelige hedninger.
– Derfor kan man møde folketingsmedlemmer, der tilsyneladende uden kendskab til kirke og kristendom kaster det ene radikale forslag efter det andet om folkekirken ind i den politiske debat, mens andre anser ethvert forslag om den mindste revision af folkekirkens forhold for et blasfemisk angreb på en særlig dansk kristendom.
– Derfor kan man møde tilhængere af Grosbøll, der er parate til at risikere den folkekirkelige enhed og det folkekirkelige fællesskab for at kunne fastholde denne kristelige ateisme i folkekirken.
– Situationen bliver sat i relief af, at man på den ene side – med rette – dømmer en præst til afsked, fordi han ikke har et evangelisk-luthersk dåbssyn, mens man ikke søger afklaring af en præsts forkyndelse, selv om han benægter første trosartikel og store dele af den anden, fortsatte biskoppen.

– Vi spiller i disse år hasard med det folkekirkelige fællesskab. Nogle synes parate til at bruge folkekirken som indsats i dette spil for egne interesser. Derfor er vi ved at miste den folkekirkelige sammenhængskraft, og hvis den er væk, er det kun et spørgsmål om tid, før der sker en sprængning. Uden respekt for den anden og for hans synpunkt og uden følelse af ansvar for det folkekekirkelige fællesskab er folkekirkens fremtid i fare, konkluderede Karsten Nissen.
– Vi må bevare vor fælles folkekirke med mangfoldighed og plads til de mange teologier, men også med grænser mellem det, der er kristendom, og det, der ikke er det. Vi trænger netop til mødesteder, hvor vi kan komme i vor forskellighed og være accepteret som dem, vi er.
Derfor betegnede Karsten Nissen Præstehøjskolen som et centralt stykke arbejde og kunne trods alt slutte: – Der er så uhyre meget at glæde sig over. Midt i bekymringen for fremtiden er Løgumkloster et fyrtårn, jeg er stolt over at have medansvar for.