Kun en begyndelse
I har taget imod Kristus Jesus som Herre; derfor skal I også være ham lydig og leve jeres liv i troskab mod ham.
(Kol 2,6)
Det kan ikke siges ofte nok eller højt nok, at det at blive en kristen kun er en begyndelse, og hvis du har forventet, at det at begynde at tro på Jesus skulle kunne løse alle dine problemer, så er der en rimelig chance for, at du allerede nu er desillusioneret og temmelig træt af alt, hvad der har med kristendom at gøre. Her kommer så budskabet, igen højt og tydeligt, og oprindelig skrevet til de kristne i Kolossæ: »I har taget imod… derfor skal I også være«.
Nu må du være helt på det rene med, at det at begynde at tro på Jesus ikke virker som en trylledrik, der kurerer alt. Det betyder ikke, at økonomiske sorger automatisk forsvinder, uanset hvad nogle falske prædikanter i USA så end måtte love. Der er ingen garanti mod gigt, hovedpine, kræft eller hjerteanfald. Det får heller ikke den konsekvens, at du pludselig bliver isoleret i forhold til den virkelige verden med dens lidelser, dens sult og dens uretfærdighed. Tværtimod, du vil blive ledt lige ind i den, fordi den virkelige verden er Guds verden, og det er der, Guds folk må være, der- ved »fronten« – hvor tingene sker.
Muligvis understreger prædikanter ikke tilstrækkeligt, at kristenlivet ikke bevirker, at man bliver immun overfor al nød og alle besværligheder. Og når vi først en gang har bekendt os som kristne, så vil Djævelen selvfølgelig sikre sig, at hans tungeste artilleri bliver sat ind mod os.
Tilgiv mig, at jeg har beskrevet kristenlivet i så mørke farver, men det er umuligt at give en præcis beskrivelse af mere end en enkelt side på så lidt plads. Men I kristne, som vakler eller tvivler, og som ikke kan forstå, hvorfor Gud ikke har grebet ind og bragt orden i det rod, der er i jeres liv – I må lægge mærke til Paulus formaning: »I har taget imod… derfor skal I også være«. Måske er det ikke det, at Gud ikke har grebet ind, men det, at I ikke har grebet ud efter og tilegnet jer dette budskab.
Fra Cliff Richards bog Jesus – dig og mig