”Danmission står last og brast med Mellemøstens kristne”

Af Jørgen Skov Sørensen,
Danmissions generalsekretær

Forfølgelse af kristne i Mellemøsten har de seneste uger vakt temmelig voldsom debat, hvor også Udfordringen har refereret Naser Khaders (K) beskyldninger mod Danmission.

Danmission ønsker ikke at hvæsse den skarpe tone, hvor misforståelser og fejlagtige påstande har verseret. Lad mig derfor på Danmissions vegne slå fast, at:
• der sker en uacceptabel forfølgelse af kristne i visse dele Mellemøsten.
• det er særdeles glædeligt, at der nu kommer øget politisk fokus på dette ved oprettelsen af et kontor i Udenrigsministeriet.

Khader hævder bl.a., at Danmission ikke er glad for regeringens finanslovsforslag om at bevilge 2 mio. kr. til et kontor med særlig fokus på marginaliserede religiøse grupper – herunder ikke mindst kristne mindretal i Mellemøsten.

Dette er usandt. Danmission har været med i det forberedende arbejde som rådgiver for beslutningstagerne, og Danmission har fra første færd rost initiativet – også i medierne – og kaldt det et vigtigt signal om at sætte ekstra fokus på problemet, mens andre kritisererede det for kun at være symbolsk.

Jeg har i efterfølgende interviews påpeget, at der ikke findes simple løsninger på så komplekst et problem som de kristnes situationen i en stor region som Mellemøsten. Og at vi i Danmark bør fortælle den nuancerede historie om forholdene i Mellemøsten.

Danmission har haft missionærer i Mellemøsten i over 100 år, hvor vi som kristen missionsorganisation bl.a. har arbejdet for at forbedre vilkårene for kristne og deres kirker. Og det gør vi stadig – sammen med vores partnere. Helt aktuelt hjælper Danmission de syriske kirker med at overleve midt i kaos.

For hvad gør man, når præsten bliver myrdet, når menigheden splittes under flugten, og når behovet for sjælesorg og humanitær omsorg vokser? Ja, så uddanner vi lægfolk til at varetage nogle af præstens mange opgaver.

Og i Den Kristne Dal i Syrien hjælper Danmission kirken bl.a. til at kunne uddele nødhjælp. Når vi skaber dialog og giver nødhjælp både til fastboende, der primært er kristne, og til internt fordrevne, der primært er muslimer, bygger vi bro mellem religiøse grupper. Det styrker både de kristnes mulighed for at overleve og leve i området, og det styrker det kristne vidnesbyrd i Syrien.